Sæt to meget trætte voksne sammen og mærkelige ord opstår – og porretærte med gorgonzola må da blive til porgonzola, eller???
Både min mand og jeg kører et ret vildt skema for tiden, så når vi endelig har lidt tid sammen, er vi som regel helt skeløjede af træthed og kan ikke finde ud af at tale sammen – vi glæder os begge meget til juleferie!!!
Ungerne er ikke de store tærte-fans, så jeg greb mulighed for at lave en lækker porretærte, da de ikke var hjemme i dag.
Jeg var lidt i tidsnød, så det der med at afkøle tærtedejen før den blev rullet ud, droppede jeg til fordel for at komme den i tærteformen med det samme (bare pres den ud i formen), og så lige knalde den ½ time i fryseren – så holder den også fint faconen når du forbager den! Den kan evt. laves dagen i forvejen, og så bare stå i fryseren til den skal bruges.
Man kan både bruge løg og porrer til denne tærte og er man ikke den store gorgonzola-fan kan man jo bare komme almindelig revet ost på tærten i stedet.
Porgonzolatærte (3 pers)
250 g grovmel (jeg brugte spelt)
100 g smør
½ tsk salt
½ dl koldt vand
4 store porrer
125 g bacon
lidt timian, salt og peber
2 æg
2 dl creme fraiche 18 % (jeg blandede creme fraiche, fløde og mælk – for lige at få ryddet op i køleskabet)
100 g gorgonzola
salt og peber
Start med tærtedejen: Kom mel og salt i en skål, tilsæt smør og smuldr det så fint som muligt – saml dejen med vand (hvis du har en foodprocessor, kan du med fordel bruge den). Mas dejen tyndt ud i en tærteform (24 cm), og prik den med en gaffel. Kom dejen i fryseren i mindst ½ time.
Skær baconen i små tern og steg dem sprøde på en pande. Læg dem på fedtsugende papir. Rens porrerne og skær dem i fine skiver, steg dem på panden til de begynder at tage lidt farve. Smag til med salt, peber og lidt timian.
Rør æg og creme fraiche sammen og tilsæt lidt salt og peber. Skær gorgonzolaen i små tern (eller smuldr den, alt efter hvor blød den er).
Varm ovnen op til 200 grader og sæt den frosne tærtebund ind – bag den i 12-15 minutter. Når bunden er lysebrun kommes porrer blandet med bacon i, æggemassen tilsættes og gorgonzolaen drysses over. Bag tærten i 20-25 minutter, til den er lækker gyldenbrun. Jeg serverede nogle bagte tomater til (store tomater skæres i kvarte, vendes med hakket hvidløg, lidt olie og balsamico samt salt og peber – bages i 45 minutter ved 200 grader), men en fyldig salat er også lækkert.
Det lyder dejligt, det vil jeg prøve, jeg elsker gorgonzola, – og porre går jeg heller ikke af vejen for!
Tak for ideen!
Knus
Vibeke
Jeg elsker tærte og der er uanede muligheder. En ny favorit her, er noget jeg egentlig ikke var så glad for før – skinketærte. Selvfølgelig er der lidt arbejde før ovnen, men det er ikke slemt i forhold til, hvor dejligt det smager.
Uhm, det lyder godt nok lækkert. Har aldrig tænkt på at komme gorgonzola (som jeg elsker) i tærter før, så tak for dejlig inspiration.
@Vibeke: Altid dejligt at kunne inspirere 🙂
@Deborah: Skinketærte???
@Foodfanantic: det er sjovt som det ind imellem er de simpleste ting man overser – og når man så prøver det, virker det 100 % 🙂
Ja skinketærte. Fisker du efter opskrift? 🙂
JA DA 🙂