Kylling med cornflakes

Hermed en opskrift som vakte stor begejstring ved sommerens madskole. Herhjemme skal der nok lidt mere end partering af en kylling til at vække min begejstring (husker stadig en 12-årig med entusiasmen lysende ud af øjnene!), men opskriften er rigtig lækker, og cornflakes giver et lækkert crunch.
Jeg brugte speltflakes, men almindelige cornflakes kan sagtens benyttes. Til trods for både dijonsennep og cayennepeber, er kyllingen ikke stærk, bare dejligt krydret.
Jeg serverede en kartoffelsalat med masser af grønne bønner, mynte og olie-eddike-dressing til, hvilket var meget sommerligt – og så er der også frokost til mig de næste par dage!
Resten af kyllingen (skrog og vinger) blev kogt med lidt urter til en kraftig hønsefond, som jo altid er rar at have i fryseren – det er godt til alt fra karrysauce til risotto.

Kylling med cornflakes (4 pers.)
1 kylling (1400 g)
½ dl ymer (eller creme fraiche)
1 spsk dijonsennep
2 dl cornflakes (knust massefylde)
1 spsk frisk timian (eller 1 tsk tørret)
½ tsk cayennepeber
salt og peber

Del kyllingen i 8-10 stykker. Bland ymer og sennep og krydr med lidt salt. Knus cornflakes ved at hælde dem i en frysepose, og banke på dem med en stor ske (meget børnevenligt job!). Bland de knuste flakes med timian og cayennepeber samt lidt sort peber. Dyb kyllingen først i ymerblandingen og dernæst i cornflakes-blandingen. Kom kyllingen i et smurt fad og bag dem ved 200 grader i ca. 40 minutter. Server med kartoffelsalat (eller andet tilbehør).

Nu vil jeg gå ud og smøre madpakker, så jeg er klar til min første arbejdsdag som skolelærer – uha, jeg har sommerfugle i maven!!!

4 kommentarer
  • Piskeriset siger:

    Hehe! Jeg mindes at have hørt om kylling i cornflakes for nogle år siden, men jeg har aldrig smagt det. Lyder nu ellers hyggeligt med lidt crunch 🙂

  • Klidmoster siger:

    Super god idé med cornflakes – sunde nuggets 🙂 Møs

  • Sif siger:

    *skæver til kylling i fryseren* måske man skulle…?

  • Signe siger:

    @Piske: det er meget lækkert med det der knas.
    @Malou: nuggets og nuggets – når der nu er ben i???
    @Sif: Ikke så middelalderligt, men meget nice 🙂

  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *