Skårne cookies

Før jul blev jeg inviteret til et chokoladearrangement i København, men flytning og det faktum at jeg bor temmelig langt fra København, gjorde at jeg takkede nej. Chocolate and Love syntes at jeg alligevel skulle have mulighed for at smage deres skønne chokolader, så jeg fik en æskefuld tilsendt. Da jeg jo nærmest ikke havde tid til at producere juleslik, var det skønt med 5 plader dejlig chokolade at nippe til i december. I æsken var der også en opskrift på cookies samt lidt ekstra info om chokoladen som sådan.
I fredags besluttede jeg mig til at teste opskriften, men havde kun en smule af chokoladen tilbage, så det endte ud med blandet chokolade fra skabene, hvilket bestemt også gav et hæderligt resultat. Oprindeligt skal man bruge en plade Sweet Sea fra Chocolate and Love, som er en 55 % chokolade tilsat en smule havsalt (den smager fantastisk!), men andet chokolade er altså også OK. Jeg valgte desuden at bruge mørk muscavado-sukker, som jeg ofte bruger i stedet for brun farin, da smagen bare er mere intens, men i en snæver vending er brun farin også brugbar.
Jeg sværger jo ellers til mavepinecookies, men synes altid at det er sjovt at prøve nye opskrifter (se fx denne). Disse cookies er supergode, og så synes jeg at det er smart at man bare kan rulle dejen og smide den i fryseren, så man til enhver tid kan byde på nybagte cookies. De bliver noget sprødere end traditionelle cookies, men det kan jo også være lækkert.

Skårne cookies (ca. 30 stk)
160 g blødt smør
250 g mørk muscavadosukker (eller brun farin)
1 æg
250 g hvedemel
1 tsk bagepulver
½ tsk natron
½ tsk salt
100 g mørk chokolade, groft hakket
100 g valnødder, groft hakket
evt. et nip havsalt til drys

Hak chokolade og valnødder groft, og stil dem til side. Bland mel med bagepulver, salt og natron, og stil også det til side.IMG_1707
Kom det bløde smør i en skål sammen med sukkeret og pisk det grundigt (ca. 5 minutter). Tilsæt ægget og pisk i yderligere et par minutter. Kom chokolade og nødder ned i melblandingen, og bland det langsomt i smørmassen. Det kan være nødvendigt at bruge hænderne til sidst, da dejen bliver forholdsvis fast. Læg et stort stykke film på bordet, læg dejen herpå, og form den til en pølse på ca. 5 cm i diameter. Pak dejen ind i filmen og læg den på køl i mindst 4 timer, eller i fryseren i ca. 1 time.
Pak dejen ud og skær den i skiver af ca. 8 mm’s tykkelse med en skarp kniv.IMG_1712
Læg kagerne på 2 bageplader beklædt med bagepapir, drys med en lille smule havsalt, og bag kagerne i ca. 10 minutter ved 200 grader (175 grader varmluft). Lad dem afkøle på en rist.

IMG_1716

2 kommentarer
  • Ibs siger:

    Uhm, de ser gode ud. Og ingredienserne ligner jo lidt mavepinecookies, det lyder da lovende!

  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *