Cookies

Som sagt har ovnen været tændt meget af dagen i dag, og jeg der ellers er på akut kageafvænning, måtte give efter for den syge datters krav om hjemmebag. Det er meget længe siden vi har bagt lige denne slags cookies, og pludselig kunne jeg godt huske hvorfor det var at denne opskrift har fulgt mig så længe. Udgangspunktet er fra en Karolines Køkken bog (jeg aner ikke hvilket nummer…), som jeg havde fundet i min mors gemmer dengang jeg flyttede hjemmefra, og siden har jeg videreudviklet den lidt. Fx står der i den originale opskrift at der bliver 50 kager, og jeg får ca. 15(!!), men så er de også ligeså store som dem fra Baresso til 30 kr stykket 🙂 Derudover bruger jeg altid muscavadosukker i stedet for brun farin, for det giver bare en meget mere intens smag. Mælken giver sejhed, og husk endelig at bruge god chokolade (det behøver ikke være 70% eller derover, men en mørk chokolade på omkring de 60% passer godt).

75 g smeltet smør
100 g sukker
1 æg
50 g muscavadosukker (eller brun farin)
lidt mælk (et par spsk)
150 g hvedemel
1 tsk vanillesukker
½ tsk salt
½ tsk bagepulver
100 g grofthakket mørk chokolade
50 g hasselnødder i halve

Rør smør og sukker grundigt sammen, tilsæt æg og muscavadosukker og pisk til det bliver lyst. Bland hvedemel, bagepulver, salt og vanillesukker og tilsæt det sammen med mælken. Kom chokolade og nødder i. Sæt dejen på en plade med to spiseskeer. Tryk dem flade med en våd hånd. Bag dem øverst i ovnen ved 175 grader i 12-15 minutter.
Portionen kan med fordel dobles op, da denne portion forsvandt som dug for solen herhjemme i dag, og kagerne sagtens kan holde sig i en kagedåse en uge eller to(hvis de får lov!).

5 kommentarer
  • Vibeke siger:

    De ser altså rigtig gode ud, jeg tror den opskrift skal prøves af.
    Tak for inspiration.
    Mvh. Vibeke

  • Linda Nørgaard siger:

    Mmmmmm ….

  • Anne LO siger:

    Nu har jeg lige prøvet dem, og de står nu og køler af, så jeg kan ikke udtale mig om smagen – men jeg må lige ymte, at du trænger til en tur på Baresso, for de bliver nu altså kun halvt så store som dem på Baresso til 30,- pr. stk. 🙂

  • Signe siger:

    Aldrig i mit liv ville jeg betale 30 kr for en småkage – så må du bare lave dobbelt portion næste gang 🙂

  • […] bage dem – tag et æble, det er meget sundere!!! Jeg plejer altid at bage cookies efter denne opskrift, men min veninde Anne fortalte mig om disse her, som skulle være fuldstændig ligesom de der […]

  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *