Chokolade-pavlova

En pavlova er egentlig bare en gigantisk marengs, som man pøser flødeskum, creme, frugt eller lignende over og spiser med stor vellyst. Desserten stammer tilsyneladene fra New Zealand, og det er meningen at den skal være sprød og knasende udenpå samt blød og klistret indeni.
Mine forældre var på besøg i går, og da jeg havde weekendvagt og dermed først ville være hjemme kl. 18, havde de lovet at stå for aftensmaden. Jeg syntes dog at lidt dessert ville være lækkert, og da jeg fandt nogle bægre pasteuriserede æggehvider bagerst i køleskabet, var der ikke langt til handling. Jeg bagte marengsbunden allerede to dage før, men den var stadig lækker og sprød i aftes. Jeg havde set en opskrift hvor man lavede marengsen med kakao og chokolade, og cremen med nutella og masser af fløde. Jeg var lidt urolig for at det simpelthen ville blive for vammelt, så jeg lavede i stedet en klassisk chokoladecreme og toppede op med hindbær blendet med lidt sukker. Det var SÅ godt – lige tilpas sødt, sprødt, blødt og syrligt! Vi var 5 og spiste op, men der burde vist være til et par stykker mere – hvis man er lidt mindre dessertglad end her i familien.

Chokolade-pavlova (6 pers.)
4 æggehvider
240 g sukker
2 spsk eddike
4 spsk kakao
100 g hakket mørk chokolade

100 g mørk chokolade
2½ dl piskefløde

100 g hindbær
2 spsk sukker

Kom æggehviderne i en skål og pisk til der formes bløde toppe. Tilsæt sukkeret langsomt mens du pisker. Pisk til du har et sejt skum. Pisk eddike i og sigt kakaoen ned i skummet. Pisk og tilsæt til sidst chokoladen. Fordel marengsen på en bageplade beklædt med bagepapir – i en cirkel med ca. 30 cm i diameter. Kom den i en ovn varmet op til 150 grader, skru med det samme ned til 100 grader og bag marengsen i 1½ time. Lad marengsen afkøle i ovnen.

Kog chokolade og fløde op, rør til det blankt og lad det køle helt af – gerne i køleskabet et par timer. Pisk det stift og fordel det over marengsen. Tø hindbærrene op og blend dem med sukker. Fordel klatter af hindbærcoulis over kagen. Det er ikke en særlig smuk dessert – til gengæld smager den fabelagtigt!

6 kommentarer
  • Lis siger:

    Uhm det var vist også lige en dessert for mig. Jeg er også dessert menneske og min vægt kan absolut ikke lide det:s

    Den skal nu afprøves en dag om ikke så længe.

    Kh. Lis

    • Signe siger:

      Sådan er det jo desværre ind imellem – der skal bare være plads til desserter ved festlige lejligheder, i hvert fald i mit liv 🙂

      • Louise siger:

        Så står kagen i ovnen…. Har besøg fra New Zealand, gad vide hvad de siger til denne version. Elsker chokolade, så denne måtte afprøves 😉

  • Helle siger:

    Mener du virkelig 2 spsk eddike? Synes det lyder af meget sammenlignet med andre opskrifter…..
    Men man kan måske ikke smage det?
    Glæder mig til at lave den!! 🙂

  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *