Arme riddere

Søndag morgen går jeg til såkaldt familiesvømning på Hasle Skole sammen med mine unger. Der er nærmest ingen i svømmeren og vi mødes altid med et par af deres veninder. Det trækker lidt ned at det er kl. 9 (!!!), men til gengæld er vi allerede hjemme igen 10.30 og så er der jo masser af søndag tilbage.
Tidligere har pigerne fået lov at få chokolademadder til morgenmad BÅDE lørdag og søndag, men efter at vi er startet til svømning får de kun om lørdagen (de skal helst have lidt havregryn i mavsen inden svømning), hvor jeg så også bager rigeligt med brød. Efter svømning er de som regel glubende sultne og det har fået mig til at støve en ældgammel opskrift af.
Jeg lavede det egentlig bare lidt på gefühl, men da jeg så fik den nye version af Frk. Jensen i fødselsdagsgave, kunne jeg jo slå op og se at mit gefühl stort set stemte overens med frøkenens opskrift 🙂
Ungerne er vilde med det og det er en super måde at få gjort kål på daggammelt brød (ikke at det plejer være noget problem herhjemme, hvor jeg vist bager 3 gange om ugen…).
Arme riddere spises lidt ligesom amerikanske pandekager, med lidt sirup til – og så bliver de altså lækrest når der også lige er lidt kanelsukker i æggemassen. Spis dem lune, og lad være med at lave så mange, de mætter temmelig godt (alt efter hvor fyldigt et brød du bruger kan man spise 2-3 skiver).

Arme riddere
(3 pers.)
6 skiver daggammelt brød
1 stort æg
1 dl mælk (jeg bruger skummet-)
1 spsk kanelsukker
25 g smør til stegning

Skær brødet i skiver af ca 1 cm’s tykkelse. kom æg, mælk og kanelsukker i en dyb tallerken og rør det sammen med en gaffel. Varm en pande op og smelt smørret herpå. Dyp skiverne i æggemassen og kom dem på den varme pande. Steg et par minutter på hver side, til “ridderne” er gyldne.
Server lune med sirup til (ahorn-, æble- eller hvad du nu har).

7 kommentarer
  • Ibs siger:

    Årh mand, det er bare det bedste! Og mætter faktisk overraskende længe, har jeg opdaget.

  • Hanne's verden siger:

    Der fik du lige bragt lidt nostalgi ind i min dag. Min mor lavede dem nogle gange, da vi var børn. Uhmm…. I like!

  • Kasper Bergholt siger:

    Uhm, ja — arme riddere er guf. Simpelt holdt og mere kompliceret. Redzepi fra Noma vandt for år tilbage prisen for årets dessert med en forotlkning af arme riddere.

    Jeg har også selv eksperimenteret lidt med tilbehøret, skulle nogen have interesse kan det læses her:

    http://bergholt.net/gastronomi/arme-riddere-opskrifter/

    De bedste hilsener,

    Kasper

  • Signe siger:

    Hvis man vælger at servere "riddere" som dessert, skal man nok nøjes med en enkelt skive pr. næse – eller kun servere en let hovedret 🙂 For ja, tungt er det.
    Og der er bare ikke noget som mad, der kan tricke nostalgien!

  • kimmm siger:

    mmm, arme riddere, jeg bliver helt nostalgisk af at se på dine… det må blive snart…

    hilsen Kim

  • […] all-round brød; både godt til morgenmad og som tilbehør til forret. Godt til ost og super til arme riddere dagen derpå. Den oprindelige opskrift er fra Meyers Bageri, men jeg har ændret lidt på den. Jeg […]

  • […] og jeg til familiesvømning i den lokale svømmehal, og når vi kommer hjem får vi som regel arme riddere eller lignende. I søndags var der bare næsten ikke mere brød fra lørdagens bagning, så jeg […]

  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

    Toolbar CSE Clients Maps Images IPV4 Google Add This