Det her er en rigtig børnevenlig chokoladekage – sådan en som der SKAL glasur på i sjove farver, og ungerne kan have med til uddeling i klassen. I modsætning til den chokoladekage der hed “Mors chokoladekage” i mit barndomshjem (og som jeg må have bagt mindst 50 gange i mine teenageår!), bliver den ikke tør dagen derpå, men er stadig smagfuld og lækker – hvis der altså er noget tilbage dagen efter, hvilket jeg jo ikke kan garantere…
Desuden er fedtprocenten forholdsvis lav, da man sagtens kan bruge creme fraiche-lignende produkter – i dag brugte jeg en blanding af skyr og yoghurt, da der ikke lige var noget creme fraiche i køleren herhjemme, og konsistensen blev helt fin. Smagen bliver nu en anelse rundere af “rigtig” creme fraiche, men det andet kan sagtens bruges i en håndevending (hvilket oftest er sådan kager bliver bagt herhjemme!).
Chokoladekage
4 æg
2½ dl rørsukker
3 dl mel
2 tsk vanillesukker
1½ tsk bagepulver
4 spsk kakao
1 dl neutral olie
1 dl creme fraiche
Pisk æg og sukker hvidt (et barn i 6 års-alderen samt en håndmixer er vældig god at have ved hånden her). Rør creme fraichen i. Kom mel blandet med kakao, vanillesukker og bagepulver i sammen med olien – pisk godt. Kom dejen i en form foret med bagepapir (ca. 20×30 cm) og bag den ca. 30 minutter ved 175 grader.
Lad kagen afkøle på en rist og kom så glasur på: Omkring 2 dl flormelis blandes med kogende vand til en tyk glasur – farves evt. med frugtfarve. Desuden kan der kommes krymmel af en slags på – farvet kokos eller finthakkede nødder og chokolade.
I øvrigt kan jeg på ingen måde anbefale at man blogger samtidig med at man ser Barnaby – det er SÅ svært at koncentrere sig om nogen af delene…
Jeg vil lige blære mig med en overordentlig kvajet beslutning jeg tog på min sidste arbejdsdag inden ferien: Jeg skulle lave spansk tortilla, og i mangel af låg til panden, brugte jeg en glasskål. Da jeg så skulle fjerne den igen, var den meget svær at få fat i (varm og alt…), så jeg fik lukket AL dampen ud på mine små fingre – hvilket resulterede i mindst 10 minutter under den kolde hane og alligevel verdens største vabel på en pegefinger i dag – AV, hvor gør det nas!
årh nej din stakkel!
det gør så ubehageligt ondt sådan en brandvabel (puster lidt)
Av, signe! Ved lige hvor ondt det gør.
Sender en masse ynk din vej.
Hahaha – det der med Barnaby kender jeg godt.
Tak for pust og ynk, det hjælper 🙂
Jeg puster med! 🙂
Og går straks på jagt efter en 6-årig til at håndtere en håndmixer, der må være en i nabolaget… 😉
Det kan da ikke være så svært at finde sådan én (jeg kan afsløre at de fleste af dem holder ferie lige nu…) 🙂
Signe altså – nu må du ikke komme til skade og slet ikke op til ferien! Håber ikke det har generet dig de seneste dage.
God ferie 🙂
Det har ikke gjort andet 🙁
Er du klar over hvor meget man egentlig bruger højre hånds pegefinger til??? Meget irriterende!!!
Har lige bagt denne kage….har kun ét ord: Fantastisk…. ;))
Kan i den grad anbefales.
Hej Annette
Jeg er glad for at du kan lide kagen, det er også blevet en klassiker herhjemme!
Hilsen Signe