I efteråret var jeg på Karoline Amalie i Virklund ved Silkeborg med mine kolleger, og dengang kom jeg begejstret hjem og sagde til min husbond at “der skal vi spise”. Her i april fik vi så gjort alvor af det; min mand havde fødselsdag og vi havde 20 års bryllupsdag, så det skulle fejres.
Denne aften var vi kun 6 mennesker på restauranten, så der var rigelig tid til at snakke med Rikke, som ejer Karoline Amalie. Især var vi fascinerede af deres tilgang til østrigske vine, hvor det nu er også er muligt at vælge en konventionel eller en økologisk/biodynamisk vinmenu med kun østrigske vine. For 50 kr ekstra kan man få begge dele, så man kan smage forskellen. Den model valgte vi (selvfølgelig), og hele vejen igennem er de to slags vin den samme drue, men fremstillet meget forskelligt – og sikke smagsforskelle.
For nogle år siden var jeg ude og spise i København, hvor alle vine var “naturvine”, og jeg gik derfra med følelsen af at have betalt meget for lidt – en del af vinene smagte simpelthen af sten. Sådan var det slet ikke med vinene på Karoline Amalie – til nogle af retterne passede økovinen bedst og til andre var det den konventionelle; de smagte bare allesammen godt! Vi endte med at købe 4 flasker vin med hjem; 2 konventionelle og 2 økologiske; det er jo fordelen ved at Karoline Amalie også har Østrigsk Vinimport – der er rig mulighed for at købe østrigsk vin med hjem.
Men hvad fik vi så at spise? Herlig mad hele vejen igennem; en enkelt ret gik igen fra efterårsmenuen, dog med en anden fisk og med masser af friske krydderurter, hvilket kun gjorde den bedre. Desuden vil jeg især fremhæve hovedretten, da vi ofte har oplevet denne ret som lidt kedelig, når vi er ude og spise. Især her i Jylland, kan der nemt gå sovs og kartofler i den, og det er bare sjældent særlig spændende. Den slags behøver man ikke være urolig for på Karoline Amalie, de tænker ud af boksen.
Vi startede med en gang snacks; en blini med stenbiderrogn, en lille vandbakkelse med avocadocreme og fjordrejer, en crustade med krebsesalat, og 2 små tarte flambé. Derudover var der en jomfruhummer dækket af hummerskum samt verdens længste (cirka) flæskesvær (ikke på billedet). Alle dele var meget delikate, og det var i særdeleshed appetitvækkere. Vi fik et glas bobler til; et lækkert, tørt glas, der passede perfekt til skaldyrene (Brut Reserve 2010, Graf Hardegg).
Så kom den første egentlige forret; 3 jomfruhummere med broccolicreme, broccolispirer, sprøde skorzonerrødder, agurker syltet med hyldeblomst, indkogt jomfruhummer og skum. Sikke en ret; frisk, fed og skarp på samme tid. Vi fik som sagt to glas vin til, men vores favorit var Grüner Veltliner Kellerberg Reflexion 2013, Johannes Zilinger, Weinvietel. Vi har to flasker af den liggende på hylden, og har lumske planer med den og nogle fjordrejer på fredag.
Nu kom så retten, der var en genganger fra november (for mit vedkommende). Denne gang var den med rødtunge, hvilket var bedre end rødspætten dengang. Derudover var der små tern af rødbede i bunden sammen med lidt fløde og den var toppet med blå kartoffelchips og røg. I bunden lå et udvalg af krydderurter, som man kunne spise eller ej. Det var et herligt gensyn for mit vedkommende, og for min husbond et super førstegangsindtryk. Hertil var vi især glade denne vin: Riesling Ried Gaisberg 2010, Schloss Gobelsburg, Kamptal, som sagtens kunne matche rettens røgnoter.
Nu kom aftenens mest flabede ret; sprødtstegt kyllingevinge fra Gothenborg og en skål med confiterede kråser og hjerter i flødesauce samt 3 slags løg. Vingen smagte dejligt, men skålen med indmad var intet mindre end fantastisk! Desværre blev mine billeder af skålen uskarpe, så I må nøjes med vingen. Vi fik et dejligt glas Pinot Noir Steinbügel 2010, Graf Hardegg, Weinviertel til.
Kyllingeretten blev efterfulgt af den mest delikate hovedret, vi længe har fået; langtidsimret kalvehale, plukket og pakket i fedtnet og sprødstegt. Dertil en norsk kålrabimos (med MASSER af smør), sprød kål og crumble af marv. Saucen var den indkogte sky fra kalvehalerne. Nøøøj, det var godt. Vi fik to glas St. Laurent til, hvor jeg ikke brød mig om den ene; den smagte simpelthen dårligt i min mund. Både min husbond og Rikke kunne lide den, men alligevel fik vi et tredje glas vin til retten (og det gjorde det andet bord, der fik samme menu som os, også) – se det er godt tjenerskab!
Herefter (efter en god, lang pause) fulgte Karolines Amalies signatur”ret”: Ostebordet. Alle ostene var danske (der var vist en enkelt sydsvensk, der havde sneget sig ind), og der er ikke noget fikumdik her; de ved hvad de har, og vil gerne udfordre dine ostesmagsløg. Vi oplevede simpelthen den yngre tjener komme til live bagved ostebordet, det var tydeligvis hans hjertebarn. Man kan få alt det ost man overhovedet orker, der er et stykke brød til, og intet andet. Vi fik et glas Chardonnay Gamlitz 2013, Hannes Sabathi, Südsteiermark til osten.
På Karoline Amalie er en dessert slet ikke nok; nej, man får et helt udvalg. Denne aften var der syltede ananas, cheesecake med kvæde, sorbet med pufsukker, chokoladekage og mere til. En skøn afrunding på et fantastisk måltid. Hertil fik vi et dejligt glas Riesling Braunsdorfer Beerenauslese 2009, Stagård, Kremstal.
Vi rundede aftenen af med en kop kaffe og lidt chokolade.
Vi har allerede bestilt bord til en tur mere på Karoline Amalie; sjældent har vi følt os bedre beværtet. Hvis jeg gav stjerner ville jeg give fuld skrue til restauranten, som jeg hellere end gerne vil være stamgæst på.
