Karoline Amalie – en anbefaling

Forleden skulle vi ud og spise med mit arbejde, og da vi havde sparet sammen igennem længere tid, skulle det være et rigtigt lækkert sted. Valget faldt på Karoline Amalie, som ligger lige syd for Silkeborg. Vi var 26 mand afsted og havde restaurantens store rum for os selv.
Vel ankommet blev vi modtaget med champagne og snacks; lidt blandede nødder, samt vandbakkelser og små butterdejs”pizzaer”. Lækkert, men slet ikke symptomatisk for hvad vi senere fik serveret.
Karoline Amalie har også firmaet Østrigsk Vinimport, og derfor får man overvejende østrigske vine til maden; denne aften fik vi 4 forskellige østrigske vine, den ene mere velvalgt end den anden.

Jeg undskylder på forhånd for billedkvaliteten, restaurantbelysningen var ikke særlig fotovenlig, da den primært bestod af stearinlys og væglampetter.

Vi startede ud med en kammusling-mousseline med grøn tomat, purløgsolie og ingefærknas; en kold servering, der var virkelig delikat. Den fine smag af kammusling var bibeholdt tiltrods for at den var tryllet om til en mousseline – et sikkert tegn på at kokken kan sit håndværk til fingerspidserne. Vi fik serveret et fantastisk glas hvidvin til; en Sauvignon Blanc fra Weingut Tement, Südsteiermark – den kommer jeg vist til at køre forbi og købe et par flasker af.

Hvidvinen blev fyldt op igen (og igen – de er ikke karrige med vinen hos Karoline Amalie!), og vi fik nu serveret en varm forret; rødspætte i cocotte, med blå chips, dild og røg. Cocotten blev serveret med låg, så man selv skulle løfte for røgen; et lækkert lille pang-nummer, som gør sig godt. I bunden lå småbitte tern af rodfrugt. Fiskeretter kan nemt blive forbundet med sommer og sol, men denne var virkelig indbegrebet af efterår – frækt og lækkert!

Nu var det på tide med en let rødvin; en Pinot Noir fra Reinish Johanneshof. Jeg lagde mærke til at flere af mine kolleger syntes at den var lige på det sure, men jeg syntes den var skøn – frisk på den gode måde, og super til kylling.
Den næste servering var bestemt også anderledes; Et stykke unghanebryst fyldt med langtidssimrede kalvehaler og toppet med persillecrust; hertil sprødt skind, små tern af rodfrugter og sky. Sikke en himmerigsmundfuld! Denne ret var nærmest en undskyldning for al det tørre kyllingebryst, man nogensinde har fået serveret; SÅ godt.

Så var det på tide med en noget kraftigere rødvin; en Cuveé Anne fra Weingut Dolle, som var en skønt glas vin der sagtens kunne hamle op med de næste, noget kraftigere serveringer.
Først en lille mellemret; en lille bøf tatar med løg på flere måder; som sorbet, syltede og friteret – wauw. Kødet var delikat, men løg på den måde var intet mindre end fantastisk. Jeg må vist i gang med at eksperimentere med salte sorbeter.

Dernæst var det tid til den egentlige hovedret; langtidsbraisseret svinekæbe med verdens længste (cirka) flæskesvær, kål på flere måder, persilleolie og en demiglace vi nærmeste slikkede af tallerkenerne. Hold op, en god ret! Kødet var tydeligvis frilandsgris, da det var helt mørkt, og så mørt at man dårligt behøvede at bruge sin kniv – mums siger jeg bare.

Nu stod den på en lille ganerenser inden det store oste- og dessertbord. Vi fik serveret et grov æblesorbet på Filippa-æble, drysset med pufsukker. Sorbeten smagte simpelthen som at bide i et Filippaæble; sikke en sans for gode, danske råvarer. Pufsukker er en sjov feature, som har været fremme i nogle år, og noget særligt for smagen gør det ikke, men det gør det til en oplevelse at spise – desuden nyder man sorbeten lidt langsommere, hvilket jo kun er godt.

Så blev der hældt en laber Auslese på Riesling fra Weingut Leitner i glassene, en fed vin, som passede fint til både stærk ost og sød dessert. Denne aften fik vi dessert- og ostebuffet; i alt omkring 50 forskellige oste, hvor man bare kunne spørge løs. Desserterne var æbletrifli, lakridsparfait på pind, minimuffin med fersken (tror jeg), en fromage af en slags (den nåede jeg simpelthen ikke) og syltede kvæder (igen blot et gæt fra min side) med creme anglaise. Mætheden var her begyndt at indfinde sig, så jeg måtte nøjes med en tur til buffeten. Billedet af osten må I tænke jer til.

Vi rundede aftenen af med kaffe, hvorefter vi trillede hjemad med min kollega, der havde fået saftmenu i stedet for vin.
Nu var dette et arrangement for mit arbejde, og vi havde fået mængderabat (min TR er ret god til at forhandle!), men jeg har været inde på hjemmesiden for at studere Karoline Amalies fulde menu, som koster 2000 kr alt inklusive, og jeg syntes bestemt at det er alle pengene værd. Du får rigtig gode vine og mad, der er lavet med fantasi og omtanke for de gode råvarer. Husbond og jeg har i hvert fald allerede bestemt at det er der, vi skal fejre hans fødselsdag (i april), og jeg glæder mig allerede til endnu en tur på Karoline Amalie.