I sommerferien var vi i Stockholm, hvilket bestemt kan anbefales. En smuk by med god stemning, masser af kunst og virkelig mange gode spisesteder. Vi havde hjemmefra researchet på spisesteder, bestilt bord, hvor det var nødvendigt, og endte med en tur uden ét eneste skuffende måltid – herligt!
Jeg har ikke været i Sverige siden jeg var barn, men havde da hørt rygter om hotdogs med rejesalat (sært!). Det lykkedes os at undgå denne mærkværdige spise, men vi fik lækker fisk og skaldyr adskillige gange, heriblandt rejesalat på smørstegt brød opkaldt efter Skagen. Hvorfor lige Skagen, har jeg ingen anelse om, men godt smagte det – og det er rimelig nemt at genskabe.
Som altid med meget simple retter, er det uhyre vigtigt at bruge nogle ordentlige råvarer. Find nogle gode spændstige rejer, og brug en ordentlig mayonnaise, hvor der er æg i, og ikke bare æggepulver. Jeg har beskrevet hvordan du laver hjemmerørt mayo lige her.
Toast Skagen (let frokost til 4)
300 g rejer
100 g mayonnaise
1 tsk dijonsennep
1 tsk reven citronskal
et bundt dild
salt og groftkværnet peber
evt. ½ tsk dildfrø
evt. lidt stenbiderrogn/lakserogn
20 g smør
4 stykker lyst brød uden kant
Kom mayonnaise i en skål med sennep, citronskal, finthakket dild (gem et par kviste til pynt), lidt salt og rigeligt peber. Hvis du som jeg, har købt en bøtte dild fra supermarkedet, hvor smagen ikke er så markant, kan du med fordel støde lidt dildfrø i en morter og komme i dressingen – det giver lige lidt mere spark til dildsmagen.
Lad rejerne dryppe af i en sigte, og kom cirka en tredjedel over på et skærebræt. Hak dem groft med en kniv.
Kom de hakkede og de hele rejer over i dressingen og smag til med yderligere salt og peber.
Smelt smørret på en pande ved halvhøj varme, og steg brødet til det bliver gyldent.
Top det lune brød med rejesalaten, og pynt med rogn og dild. Serveres med en citronbåd “on the side”.