Mens vi var i sommerhus (ja, nu er hverdagen jo startet igen) var ugens fisk hos fiskemanden blæksprutter; flotte, store sprutter for bare 20 kr stykket. Da pigerne har været ret pjattede med blæksprutteringe i flere år (dog typisk dem fra frost), måtte jeg lige købe et par stykker, for at lave sprøde ringe af dem.
De gange vi har været i Spanien, har jeg altid sørget for at spise blæksprutter mindst et par gange, jeg er ret vild med både konsistens og smag. Jeg kan især godt lide de helt små blæksprutter, der blot er vendt i mel og friturestegt hele; sådan en tallerkenfuld med en halv citron er nu engang et fantastisk måltid. De lidt større kan tilberedes på mange måder, her er de lavet til ringe, men jeg har også lavet en helstegt krop, blot ridset let og grillet – sådan én serverede jeg som forret forleden, blot med friterede kapers og lidt citron; det var et hit!
Er du nybegynder udi blæksprutter er disse nemme at gå til, og langt de fleste kan lide dem. Man kan lave en tartarsauce til, men jeg kan egentlig bedst lide dem blot med lidt friskpresset citron; så får man ligesom den rene smag af blæksprutte.
Ringene lægges i mælk for at mørne dem let, men om de ligger i en time eller 12 er ikke så vigtigt. Vi fik halvdelen af portionen til forret om aftenen, og resten blev lavet til frokost dagen efter – begge var møre og lækre. Husk at også vinger og tentakler kan spises, begge dele smager dejligt.
Sprøde blæksprutteringe (forret til 4)
1 blæksprutte (ca. 20 cm krop)
2 dl mælk
2 dl mel
salt og peber
1 liter fritureolie
½ citron
Blæksprutten ordnes nemmest ved at trække den yderste hinde af; så kan du også hive vingerne af. Træk i hovedet, så følger indmaden med ud. Sørg for at fjerne næbbet, som er den gennemsigtige stiver, der sidder indeni kroppen. Skær tentaklerne af lige under øjnene, og smid indmad incl. øjnene ud.
Skyl kroppen under den rindende hane, så der ikke sidder mere snask indeni (jeg fik fx en hun med rogn, de skal skylles omhyggeligt ud). Skær blækspruttekroppen i ringe af ca. 1 cm’s bredde, halvér vingerne og del tentaklerne i kvarte. Læg hele baduljen ned i en skål med mælk og sæt den på køl i mindst en time.
Kom mel i en skål sammen med peber. Dræn mælken fra blæksprutterne og kom dem over i skålen med mel. Vend dem godt rundt.
Kom fritureolie i en tykbundet gryde og varm det op til 180 grader (det skal syde om en tændstik). Fritér 3-4 blæksprutteringe ad gangen, de skal kun have et minuts tid. Læg de færdige ringe på fedtsugende papir, og server så snart du er færdig med at fritere.