Ravioli med spinat og gedeost

Forleden skulle vi fejre at min mand er blevet færdig som pædagog, så alle hans kolleger var inviteret til den helt store italienske middag. Et par af retterne har jeg allerede liggende på bloggen, og et par af opskrifterne følger. Vi havde endvidere haft menuen med ned i Holte Vinlager i Aarhus, hvor vi ofte handler vin, og med kyndig vejledning fik vi nogle rigtig gode italienske flasker vin med hjem, alle flasker passede perfekt til maden.
Der var en multiallergiker i selskabet, hvilket betød at alle komælksprodukter var bandlyst, så alle oste (man bruger en del ost i det italienske køkken) skulle være får eller ged. Desuden var smør i risottoen et no-go. Det lykkedes mig at lave de fleste retter, så han kunne spise med, men pastaen måtte jeg give op overfor. Han kunne nemlig ikke tåle æggehvider, og en pastadej kun på blommer er uladsiggørlig (jeg forsøgte og endte med at smide det ud!).

Menuen stod på
Antipasti bestående af Sott’olio, tapenade, basilikumpesto, fyldte salvieblade og to lækre italiensk pølser.
Primi bestående af ravioli med fyld af spinat og gedeost, samt risotto med svampe og persille.
Secundo bestående af lammeporchetta og salat af blandede blade.
Formaggio bestående af to forskellige pecorinoer, en med trøfler og en “gammel”, en mild gedeost og en ond Roquefort (Lading Ost havde desværre ingen italiensk blå fåreost).
Dolce bestående af balsamicomarinerede jordbær med en sorbet af prosecco.

Ravioli med spinat og gedeost (omkring 40 store)
300 g hvedemel, helst Tipo 00
3 æg
500 g frisk spinat (eller 300 g frossen)
Et bæger gedeost i olie fra Tebstrup
20 g revet fåreost
salt og peber
lidt olivenolie
5 riv muskatnød

Start med at lave pastadejen. Ælt æg og mel sammen til en fast dej (jeg bruger foodprocessoren). Kom dejen i en plastpose, og lad den ligge og sætte sig i 30 minutter (bare ved stuetemperatur). IMG_1019
Skyl spinaten grundigt og tør den godt. Varm en stor gryde op med lidt olivenolie, og svits spinaten til den er faldet helt sammen. Lad den afkøle let.
Pres væden ud af spinaten og hak den groft med en kniv. Kom den i en skål sammen med de to slags ost, lidt salt og peber samt muskatnød. Mas det sammen med en gaffel til en cremet masse.
Rul pastaen ud, en plade af gangen. Når pastapladen er meget tynd (jeg bruger den næsttyndeste indstilling på min pastamaskine), IMG_1030lægges den på et bræt og halveres på langs. Læg en lille teskefyld på pladen med ca. 4 cm imellem hver. Pensl kanterne af pastaen med vand (husk også ind imellem klatterne af fyld). Læg den anden halvdel af pastapladen over, og pres forsigtigt rundt om fyldet, så der kommer så lidt luft i som muligt. Trim kanterne med en skarp kniv, og læg de færdige ravioli på en meldrysset plade (jeg lagde dem på bagepapir, og så hænger de altså fast efter et par timer – så husk mel!). Når du har lavet alle dine raviolier, sættes en gryde med rigeligt saltet vand over, og pastaen koges i ca. 2 minutter. Vendes med lidt smør og serveres straks.

IMG_1031

Grydeklar ravioli

1 kommentar
  • […] ← Ravioli med spinat og gedeost […]

  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *