Pasta med bacon og ærter

Som hos mange andre børnefamilier har vi jævnligt nogle hektiske dage. Mandag er ingen undtagelse, for jeg kommer typisk sent hjem, min mand er slet ikke hjemme og den yngste datter skal til spejder kl. 18. Derfor skal maden være nem, kræve et minimum af indkøb og gerne kunne spises lidt hurtigt. Af disse grunde ender vi tit med en pastaret; ungerne elsker det og vi har altid pasta på lager.
I dag fandt jeg på en meget simpel pastaret med bacon og ærter, og hvor “saucen” blot var lidt hvidvin og cremefraiche – simpelthen hvad jeg lige havde på køl og frys. Vi smovsede i pasta, og jeg fik en enkel wedge salad til. Det tog alt i alt 30 minutter at lave aftensmad, så jeg kandiderer næsten til et Jamie Oliver program 🙂
Har du ikke noget hvidvin på lager, kan en spsk hvidvinseddike og lidt vand sagtens bruges som erstatning.
Vi spiser altså meget pasta herhjemme, derfor er portionen stor, så skaler bare ned efter behov. Herhjemme er pasta også et hit i madpakken dagen efter.

Pasta med bacon og ærter (4-5 pers.)
100 g bacon
125 g ærter fra frost
½ løg
1 dl hvidvin
2 spsk cremefraiche
1 håndfuld persille
friskkværnet peber
500 g tørret pasta
revet parmesan til drys

IMG_0742

Sæt en stor gryde vand over til pastaen. Når det koger tilsættes rigeligt salt og den tørrede pasta. Rør mens det koger.
Skær baconen i små tern og steg dem sprøde på en pande. Tilsæt det hakkede løg og lad det blive brunt. Hæld hvidvin på og lad det koge ned til det halve. Tilsæt ærter og cremefraiche og lad det varme igennem. Smag til med peber. Rør til sidst den hakkede persille i og vend hele baduljen i den kogte pasta. Server med revet parmesan til drys og en salat “on the side”.

IMG_0753

3 kommentarer
  • Marie siger:

    Årh hvor ser det godt ud! Godt nok er klokken over 23, men sådan en portion kunne jeg sagtens spise nu 🙂

  • […] ← Pasta med bacon og ærter […]

  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *