Makroner

I dag har vi fejret min datters fødselsdag – kun med 14 dages forsinkelse. Hun ville rigtig gerne fejre dagen i efterskolens springhal, så det skulle jo lige passe med at eleverne ikke brugte hallen. I min datters klasse går der en pige med glutenallergi, så det er lidt en vanskelig opgave for sådan en brødbager som mig, men jeg endte ud med at bage nogle majs-græskarmuffins med bacon (som så pæne ud, men var noget så tørre!), samt to forskellige slags marengs. De øvrige unger fik pizzasnegle og pølsehorn, samt en fin brunsviger-kagemand.

Den ene slags marengs var med mandelmel, og så hedder det jo en makron 🙂 Disse var med appelsinskal, men citronskal ville nok også fungere. De holdt sig saftige hele dagen på et fad, og appelsinskallen gav et lækkert, frisk touch. Jeg kunne sagtens forestille mig dem som base til en Sarah Bernhardt-kage, for appelsin og chokolade fungerer bare godt.

Makroner (ca. 20 stk.)
1 æggehvide
et nip salt
1½ dl flormelis
100 g mandler
revet skal af ½ appelsin

Pisk æggehviden helt stiv med saltet. Kom mandlerne i en blender eller foodprocessor og blend til et fint mel. Tilsæt flormelis og appelsinskal til sidst. Vend mandelmel i æggehviden; brug en dejskraber så du holder på luften i æggehviden.
Kom bagepapir på en bageplade, og sæt små toppe af dejen med to teskeer. Bag kagerne midt i ovnen ved 175 grader i ca. 15 minutter. De skal være lysebrune i kanten. Lad kagerne afkøle på en rist. Hvis du opbevarer dem i en kagedåse, skal du lægge madpapir i mellem kagerne, da de ellers klistrer sammen.

IMG_2582

1 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *