Lys nougattrøffel

Jeg er vild med nougat! Marcipan er godt, men nougat – oh la la!
Noget af mit yndlingsslik har alle dage været Ragusa, hvor kombinationen af fyldig nougat og ristede hasselnødder går op i en højere enhed, så da jeg fornylig så en opskrift på juletrøffel a la Summerbird og Thomas Herman, som var med mørk chokolade og nougat måtte jeg bare prøve det. Det smagte dejligt, men jeg ville gerne have at nougatsmagen blev lidt mere markant, så næste forsøg blev med lys chokolade, og det var altså bedre.

Næste gang tror jeg dog at jeg vil erstatte rosinerne med soltørrede morbær, bare for at give lidt ekstra ‘parfume’ til trøflen.
Derfor får du her endnu et forslag til nem juleslik (der er jo også de nemme karameller); det tager et øjeblik at lave og smager fuldstændig fantastisk. Husk at nougattrøflen bliver bedre, des bedre ingredienser du bruger, så invester i Callebaut eller Valhrona chokolade samt ordentlig nougat, og nyd så nougaten kold- så slipper du også for nassede fingre.

Lys nougattrøffel (ca. 50 stk)
150 g nougat
200 g lys chokolade
½ tsk havsalt (flagesalt)
50 g hasselnødder
100 g mandler
100 g rosiner eller tørrede morbær

Kom mandler og nødder på en tør pande og rist dem let til de begynder at dufte.
Kom nougat og hakket chokolade i en skål og smelt det, enten over vandbad eller i microovnen.
Rør i chokolademassen med en dejskraber og tilsæt havsalt. Rør tørret frugt og nødder samt mandler i.
For en lille form (ca. 20*15 cm) med bagepapir og hæld chokolademassen heri. Bred massen ud og sæt den på køl i et par timer.
Læg den kolde masse over på et bræt og skær den i tern med en skarp kniv. Du kan lave dem så store eller små som du vil; mine var ca 1,5 cm*1,5 cm.

img_5516

Læg den lyse nougattrøffel over i en skål og server.
Resten kan kommes i en bøtte med låg og opbevares på køl i nogle uger.

img_5522

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *