Hindbær-basilikumis med chokolade

Jeg har endnu engang takket ja til at være en del af madbloggerudfordringen (brug #madbloggerudfordringen som søgeord på de sociale medier). Denne gang handlede det kun om råvarer, så jeg har ikke været på jagt i blogland. Til gengæld har jeg været på jagt i mit eget arkiv, samt i min fryser, hvor der lå en rest hindbær fra datterens konfirmation.
Da man skulle melde sig til i den allertravleste eksamensperiode, valgte jeg kun at takke ja til B-udfordringen; altså den søde del af den bundne opgave. Råvarerne hed: Bær, spiselige blomster/krydderurter og chokolade. 
Jeg valgte at tage udgangspunkt i min opskrift på jordbæris med balsamico, men køre hindbær-basilikum-massen gennem en sigte, da hindbærkerner er så irriterende i tænderne. Desuden blev isen efterfølgende kuglet op (en god pindis-form havde nok været en fordel, men sådan en ejer jeg ikke), og dryppet med smeltet chokolade og frysetørret hindbær. Det ligner en hel million, og smager ganske enkelt fantastisk.
Du kan godt lave isen uden ismaskine, det kræver blot at du rører i den mindst en gang i timen under indfrysningen, så den ikke krystalliserer.

Hindbær-basilikumis med chokolade (1,2 l.)
4 dl hindbær (frosne eller friske)
1 dl vand
1 håndfuld basilikumblade og stængler
1 ds. kondenseret mælk
2½ dl piskefløde
25 g mørk eller lys chokolade
lidt frysetørret hindbær til drys

Kom hindbær og vand i en gryde og giv det et hurtigt opkog. Tilsæt basilikum og lad det trække til det er koldt. Blend massen med en stavblender og kør den igennem en sigte, til du har en fin frugtmasse.

IMG_2257
Kom den kondenserede mælk i massen og pisk grundigt. Pisk fløden i.

IMG_2260
Kør den kolde iscreme på ismaskinen til den er blød og luftig.
Overfør den til en beholder med låg, og stil den i fryseren i yderligere et par timer. Har du nogle gode isforme, kan du med fordel overføre isen til dem. Efter et par timer kugles isen op, lægges på et stykke bagepapir, og smeltet chokolade dryppes over. Drys med frysetørret hindbær. Sæt kuglerne i fryseren til de skal spises, og server med basilikumblade til pynt.

IMG_2298

5 kommentarer
  • Novra en lækkerhed på den tallerken – den må jeg prøve!
    Dejligt du vil være med igen, Signe, og er sikker på du er frisk på en fjerde omgang også 😉

    Kh La Cucina Nada
    PS. Jeg har fundet en del hindbærbuske oppe v. mosen, perfekt når der nu er en lejlighed til at bruge dem!

    • Signe siger:

      Fri adgang til bærbuske er da en gave – og tak fordi du gider at lave udfordringer til mig (os), søde Nada 🙂

  • Ser bare såå lækkert ud! Spændende touch med krydderurter i isen – er sikker på det er godt. Marinerede jordbær med timian og vanilje ovenpå yoghurt er jo skønt.

    – Anne

  • […] ← Hindbær-basilikumis med chokolade […]

  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *