Vi spiser ikke kylling særlig ofte. Min husbond arbejdede på et tidspunkt på Socialcenter Vest, og der stod menuen på kylling (i kedelig sovs med ris…) mindst 3 dage om ugen, så han fik virkelig en afsmag for det. Desuden er økologiske kyllinger temmelig dyre, og de der naturelmarinerede slavekyllinger er bare ikke mig. Efter at have set denne dokumentar om kyllingers opvækst, blev jeg opmærksom på at der også findes såkaldte “velfærdskyllinger”, som har fået en markant bedre opvækst, men uden at koste flere hundrede kroner. Netto har for nylig lanceret en Løgismose Gourmet kylling, som skulle have haft et godt og frit liv i Frankrig. Jeg ville helst have haft at den var dansk, men måtte alligevel prøve den af. Kyllingerne vejer omkring 1400 g, har flot gult og tørt skind, og lange ben, som tydeligvis har fået lov at gå rundt. Smagen er rigtig god, og selv ungerne syntes den var god og “ikke tør”. Sådan en kylling koster 89 kr (jeg fik den dog til 45,-, formentlig pga fejlmærkning i min Netto), så her kan de fleste vist være med.
Jeg valgte at lægge kyllingen i en saltlage i 8 timer, men den kunne nu godt have stået lidt længere tid. Husk at komme lidt krydderurter i saltlagen, ingen grund til ikke at tilføre ekstra smag når man kan. Inspirationen til saltlagen er fra Heston Blumenthal.
Jeg havde lånt naboens rotisserie til Weberen, og det er bestemt ikke sidste gang vi laver kylling på den måde. Sprødt skind overalt og en dejlig saftig kylling. Prøv det! Har du ikke et rotisserie, kan kyllingen bare steges ved indirekte varme, evt. monteret på en dåse eller kyllingeholder. Vi havde engang en ovn med indbygget rotisserie – det kan selvfølgelig også bruges.
Helstegt kylling på rotisserie (4-5 pers.)
1 kylling à 1400 g
1 l vand
60 g salt
1 håndfuld krydderurter
10 peberkorn
1½ økologisk citron
Kog vandet op med salt, peberkorn og krydderurter. Lad lagen afkøle. Fjern urterne. Kom kyllingen i en 4 liters frysepose og stil den i en skål med benene opad. Hæld lagen ned i kyllingen, luk posen og sæt den på køl i mindst 8 timer (gerne op til 24 timer).
Tag kyllingen op af lagen og tør den med et stykke køkkenrulle. Skær citronen i kvarter og stop dem ind i kyllingen. Bind et stykke snor om kyllingen, så vingerne og lår strammes ind til kroppen. Monter kyllingen på rotisserie-spyddet.
Fordel de varme kul i begge sider af grillen, læg en drypbakke i bunden og monter rotisserie inklusiv kylling. Lad kyllingen stege i ca. 1 time, stik i låret (altså kyllingens…) og saften skal være klar. Kom kyllinger over på et bræt og skær den i 10 stykker. Spis med masser af nye kartofler, agurkesalat og rabarberkompot. Så er det bare sommer, vejret til trods!
Gad vide, hvordan en kylling til 45 kr., der er fragtet fra Frankrig og herop har haft det?
Ifl. hjemmesiden har kyllingerne gået frit, og med lange lår og et smalt bryst tyder kroppen også på det. Jeg håber virkelig at hjemmesiden taler sandt!
Og her er linket til info om kyllingen http://www.loegismoseudvalgt.dk/gourmet-kylling-1
Gad altså rigtig godt at have sådan et rotisserie – hvor er det smart.
Jeg har flere gange købt kyllinger fra Løgismose, og spist dem med velbehag 🙂 Men hvor har du fundet dem til 45 kr?? I min Netto koster de 89,-
God weekend
Min Netto har muligvis mærket dem forkert – syntes også jeg havde læst at de kostede 89,-, men bonen sagde 45,- BONUS! Jeg retter lige teksten til de 89,- 🙂
Kære Signe
Dejligt tip med saltlagen. Det skal prøves.
Kh Nadia
Det giver et dejligt saftigt stykke fjerkræ. Kylling kan jo godt være lidt tricky at gourmetsalte, så dette er en god løsning 🙂
Uhmm det lyder SUPER lækkert!
Savner dog et billede af den færdigstegte fugl (som om man ikke savlede nok i forvejen) 😉
Ville så gerne have vist et sådan, men der var desværre fejl i de uploadede billeder – derfor dette lettere ufuldstændige fra telefonen 🙂
[…] har før nævnt Heston Blumenthal og hans ide om at fjerkræ skal behandles med respekt – også under […]
[…] heldig at have en nabo med et rotisserie til Weberen som han gerne låner ud. Jeg har lånt det en enkelt gang før, og desuden har vi fået porchetta ovre ved dem. Jeg har længe gået og tænkt på at lave […]
Hvad lavede du som tilbehør til den lækre rotisserie kylling?
Som der står nederst i indlægget; agurkesalat, rabarberkompot og kartofler 🙂