Cæsarsalat med et twist

Det hører virkelig til sjældenheder at vi får måltidssalater herhjemme; som oftest er salat tilbehør. Denne Cæsarsalat hører dog til undtagelserne; lige for tiden er den, den 14-åriges livret, og vi har fået det en del gange, primært når hun og jeg er alene hjemme (min mand er nemlig slet ikke pjattet med måltidssalater).

I modsætning til andre opskrifter på Cæsarsalat, er denne med en forholdsvis fedtfattig dressing. Oplægget er fra Jamie Olivers: Superfood, som jeg før har omtalt her på bloggen. Jamie bruger blomkål og romainesalat som base, men denne gang benyttede jeg broccoli, spidskål, gulerod og radise, hvilket gav en skøn salat med bid. Det er helt sikkert dressingen, der er magisk her, så prøv den med de grøntsager du kan lide. Grøntsagerne skæres ultratyndt, så du ikke skal tygge fra nu og til i morgen; jeg bruger en mandolin til at skære dem, men en foodprocessor med en tynd skæreplade dur også.
Portionen er til 2 meget sultne personer; vi blev rigeligt mætte, og Rosa fik en pæn portion med på madpakke også.

Cæsarsalat med et twist (2 sultne pers.)
1/4 broccoli eller blomkål
1 gulerod
6 radiser
1 lille rødløg/et par forårsløg
½ spidskål (alternativt 1 romainesalat)

2 kyllingebryster
1 fed hvidløg
1 tsk rosmarin eller timian (frisk)
1 spsk olivenolie
daggammelt fuldkornsbrød
2 spsk olivenolie

Dressing:
1 økologisk citron (skal og saft)
15 g parmesanost
½ tsk dijonsennep
4 spsk ymer, yoghurt naturel eller lignende
1 tsk worcestershiresauce
1 spsk hvidvinseddike
2 spsk olivenolie
salt og peber

Riv citronskal og parmesanost fint ned i en stor skål. Pres saften af den halve citron ned i skålen (gem resten til noget andet). Kom sennep, worcestershiresauce, og ymer ned i skålen. Kom olie og eddike samt 1 tsk salt og lidt friskkværnet peber ned i skålen, rør rundt og smag på dressingen.
Skær løget i tynde ringe og vend dem i dressingen. Snit broccoli, gulerod og radise fint på mandolinen og læg dem ovenpå dressingen (vent med at vende rundt til lige før servering). Skær spidskålen i strimler og læg dem ligeledes ovenpå dressingen.
Skær fuldkornsbrødet i tynde skiver, vend dem med en smule olivenolie, læg dem i et lag på en bageplade og bag dem ved 150 grader varmluft i ca. 20 minutter. De skal blive sprøde og lysebrune.
Kom en smule olivenolie på en pande, tilføj hvidløg og timian/rosmarin og steg kyllingebrysterne ved jævn varme i ca. 5 minutter på hver side. De skal føles faste, når man trykker på dem. Læg dem på et bræt, og lad dem hvile i 5 minutter.
Vend salaten rundt, skær kyllingen i skiver og server salaten med de sprøde brødcroutoner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *