Til weekends madorgie valgte jeg at bage brioche til at servere under foie gras, hvilket er helt klassisk fransk. Brioche er et meget smørholdigt og sødt brød, som passer godt til morgenmad, til ost og til foie gras. Er man i Frankrig og ser de lidt sjove boller hos bageren, der ligesom har en lille bolle ovenpå, er det altid brioche. Jeg valgte dog at bage dem som brød. Jeg tror aldrig jeg har bagt et brød, der er så let, det vejer ikke meget mere end et sødmælksbrød fra bageren – til gengæld smager det vanvittigt meget bedre! Ja, man kan vel kalde det mormorbrød gange max 🙂
Brødet er skønt nybagt, men også fantastisk ristet med lidt smør og ost på. Prøv det, det er syndigt godt.
Brioche (2 stk)
1½ dl mælk
1 pk gær
4 store æg
4 spsk sukker
½ tsk salt
ca. 550 g hvedemel
150 g blødt smør
1 sammenpisket æg til pensling
Lun mælken og opløs gæren heri. Slå æggene ud i en skål og pisk dem luftige sammen med sukkeret (bare brug en gaffel). Bland æggeblanding med mælken og tilsæt salt. Ælt mel i til dejen begynder at samle sig. Tilsæt smør lidt ad gangen og ælt til du har en fast, omend klistret (det kan ikke undgås med den smørmængde) dej. Dæk dejen til og lad den hæve i 1 time.
Vend dejen ud på et meldrysset bord, rul den til en pølse og del den i 8 lige store dele. Formes til pæne boller og fordeles i 2 brødforme (kan også bages som store portionsboller). Læg et viskestykke over og lad brødene hæve i 1 time.
Pensles med æggestrygelse og sættes midt i en 220 grader varm ovn. Skru straks ned til 180 grader og lad brødene bage i 20 minutter. Vend dem forsigtigt ud og giv dem yderligere 5 minutter.
Lad dem afkøle på en rist.
Uha! De ser fantastiske ud! Tror jeg skal lave det en dag, hvor min mindste nevø kommer på besøg – han er svært glad for lyst brød 😉
De var virkelig gode. Mine børn har også en forkærlighed for hvidt brød (de får det jo temmelig sjældent), og det var bestemt et hit