Æblekupler med kold karamelsovs

Desserten nytårsaften var også æbleinspireret, da den igen skulle passe til en sublim vin fra Cold Hand Winery; Cydonia, som er en isvin lavet på kvæder. Som min mand udtalte: “Hvis jeg bare skal drikke det her resten af livet, er det faktisk helt i orden!”
Opskriften er fra Mette Blomsterbergs “Søde sager”, hvor hun laver nogle meget avancerede karamelblomster til pynt – det sprang jeg let henover, men lavede noget fin pynt af isomalt drysset med frysetørrede hindbær. Man kan altså sagtens spise dem helt uden pynt eller blot bruge lidt mynte.

Desserten kan sagtens laves dagen i forvejen, den skal alligevel fryses. Dog skal man huske at tage den op af fryseren en times tid førend den skal spises, da det jo er en fromage og ikke en is. Jeg brugte fine halvkugle-forme, men muffinforme (i silikone, IKKE i papir) kan også bruges.

Æblekupler med kold karamelsovs (4 pers.)
Æblemos
1 madæble
50 g sukker
3/4 dl vand
saft af 1/4 citron
½ vaniljestang

Havreknas
25 g sukker
50 g havregryn

Æblefromage
2 blade husblas
125 g æblemos
1½ dl cremefraiche 18%
1 æggehvide

Kold karamelsovs
50 g sukker
½ dl vand
½ dl piskefløde

Til havreknas smeltes sukkeret på en pande til det er gyldent hvorefter havregrynene tilsættes. Rør godt og lad det riste igennem. Læg det over på et stykke bagepapir og lad det afkøle.
Læg husblas i blød i rigeligt vand.
Skræl æblet og fjern kernehuset. Skær æblet i mindre stykker og kom det i en gryde med vand og citronsaft. Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Mas dem med lidt af sukkeret og kom sukker, vanilje og -stang op i gryden. Kog det hele under låg til æblet er kogt ud. Fjern vaniljestangen og giv mosen et drøn med en stavblender. Lad den afkøle i 5 minutter, vej den af (du skal kun bruge 125 g) og kom så den vredne husblas ned i mosen. Rør til den er opløst.
Kom halvdelen af cremefraichen i den lune mos og rør godt. Kom resten i, og vend det rundt til en jævn masse.
Pisk æggehviden helt stiv og fold den i æblemassen til en ensartet fromage. Stil kuppelformene på et bræt, der kan gå i fryseren (man kan IKKE løfte på de fyldte silikoneforme, det er formen simpelthen for blød til) og fyld dem trekvart op med fromage. Kom en god teskefuld havreknas i midten af hver og top op med fromage.

Stil formen i fryseren i mindst 4 timer. Tag fromagerne ud af formen og lad dem tø helt op førend de spises.
Til den kolde karamelsovs smeltes sukkeret på en panden til gyldent. Tilsæt vandet og træk panden væk fra varmen. Det bruser godt op. Vent et par minutter og sæt så panden tilbage på varmen. Lad sovsen småkoge et par minutter og tilsæt så fløden. Lad det koge i yderligere et par minutter og sigt så sovsen over i en skål. Læg film over og lad sovsen afkøle helt i køleskabet.
Ved servering kommes der lidt kold karamelsovs på en tallerken og den kolde fromage lægges ovenpå. Pynt med isomalt, et par hindbær eller lidt mynte.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *