Oksetværreb i øl

Åh, simremad – det er da bare noget af det bedste ved denne årstid 🙂
De sidste par år har vi købt kød via Refshøjgaard, og dermed fået 1/8 Herefordkalv ad gangen. Det betyder også at jeg, heldigvis, har nogle lidt andre udskæringer i min fryser, end hvad supermarkederne typisk kan byde på. Du skal nok til en slagter for at få tværreb, men det er ikke ret dyrt, og du bliver belønnet med masser af velsmag.
Min husbond havde et par kammerater på besøg, og de var vilde med det møre kød. Jeg serverede en rigtig god jordskokkemos til, som var lavet af skrubbede 1,3 kg jordskokker og 300 g kartoffel der var kogt møre, og dernæst moset groft med 75 g brunet smør, saft og skal af 1 citron samt lidt hakkede hasselnødder, salt og peber. Det smagte fantastisk!
Både opskrift på mos og tværreb er fra Meyers Almanak, omend jeg har justeret lidt, både i mængde og indhold. Fx valgte jeg at bruge en nisseøl, der stod tilbage fra december, og blande den med en pilsner, for at sødmen ikke skulle blive for voldsom. Jeg havde desuden en sjat æblesirup, der kom i, i stedet for æblemost – prøv dig frem, det bliver som regel bedst 🙂

Oksetværreb i øl (6-8 pers.)
3 kg oksetværreb
4 gulerødder
½ knoldselleri
2 store løg
8 fed hvidløg
5 laurbærblade
5 persillestilke
1 spsk tørret timian (eller nogle kviste frisk)
10 peberkorn
1 dl eddike (æble-, hyldeblomst- eller hvidvins-)
½ liter mørk øl
2 dl æblemost
salt

Skræl gulerødder og knoldselleri. Skær dem i grove tern. Pil løgene og skær dem i både. Del hvidløgsfeddene, men lad skallen sidde på. Kom alle grøntsager i ovnens bradepande. Tilsæt peberkorn, laurbærblade, timian og persillestilke. Hæld øl, æblemost og eddike over grøntsagerne. Rids kødet og drys det med salt. Sæt bradepanden i ovnen ved 160 grader i ca. 3 timer. Husk at dryppe kødet med væsken nogle gange undervejs. Stik i kødet og mærk om det er helt mørt.

IMG_1742
Læg grøntsager og kød i en skål og hold det varmt (100 grader i ovnen er fint). Sigt skyen fra bradepanden over i en lille gryde. Lad den stå i 5 minutter og skum så fedtet i overfladen af. Kog skyen op, jævn den med meljævning og en sjat piskefløde. Smag til med salt og peber og evt. lidt mere eddike.
Server det møre kød, de fabelagtige grøntsager og skysovsen med en god mos.

IMG_1765

1 kommentar
  • […] ← Oksetværreb i øl […]

  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *