I går formiddags havde jeg tid til at se formiddagsfjernsyn, hvilket ellers er en sjælden foreteelse. Jeg stødte på et gammelt Jamie Oliver-program, hvor han lavede curry, hvilket jeg straks fik lyst til. I min jagt på opskriften fra programmet faldt jeg over en fra hans programserie School Dinners, som indeholdt markant flere grøntsager. Jeg endte med at kombinere de to, og resultatet blev rigtig lækkert.
Hele idéen med basis-saucen er, at man kan komme det kød eller fisk i man har lyst til. I dag fik datteren og jeg et par kyllingebryster, skåret i tern og kogt i lidt af saucen, og så regner jeg med at vi skal have fiske-curry om nogle dage. Man kan fryse saucen ned i halvliters portioner, og så have nem mad i hverdagen. Lige skære lidt kylling eller svinekød i tern, riste på en pande, hælde sovs over, varme igennem og servere med ris. Eller koge lidt hvid fisk i saucen, som jeg regner med at bespise madklubben med på tirsdag.
Basis curry-sauce (ca. 2 liter)
100 g røde linser
2 løg
3 gulerødder
1 rød peber
6 fed hvidløg
70 g ingefær
1 rød chili
1 spsk hel koriander
1 spsk hel spidskommen
1 spsk bukkehornsfrø
1 spsk sennepsfrø
½ tsk hel peber
1 kanelstang
1 spsk paprika
1 spsk gurkemeje
2 ds. flåede tomater
1 ds. kokosmælk
3 dl vand
evt. 5 kaffir limeblade
salt og peber
Kom de røde linser i en gryde med dobbelt så meget vand, og lad dem koge i 5 minutter. Skræl gulerødderne og hak dem groft. Pil løg og hvidløg, og skræl ingefæren. Pil kernerne ud af chilien og rens peberfrugten. Kom hele baduljen i en foodprocessor og hak til en mellemfin masse.
Kom sennepsfrø, bukkehornsfrø, koriander, spidskommen, peber og kanel på en tør pande. Rist til sennepsfrøene begynder at poppe og det hele dufter. Kom krydderierne i en morter, og kværn til en fin masse. Tilsæt paprika og gurkemeje og rør rundt.
Varm lidt olie op i en gryde og svits grøntsagsmassen til den falder sammen. Tilsæt krydderiblandingen. Lad det hele stege godt igennem. Tilsæt de kogte linser, de flåede tomater, kokosmælk og vand. Kom evt. kaffir limeblade i gryden. Kog op, skru ned og lad saucen simre i 3o minutter. Fjern limebladene og blend saucen med en stavblender. Smag til med salt og peber.
Nej, hvor den ser god ud. Jeg elsker curries og vildt helt sikkert prøve denne her Det er en super ide at komme linserne i. Tusind tak for inspirationen.
m.v.h.
Ulrik
Den smagte om muligt endnu bedre i dag 🙂
Velbekomme
Er det 3 gulerødder man skal bruge i den?
(med planer om at bikse den sammen snart)
Godt jeg havde fotograferet ingredienserne, for jeg havde da tydeligvis glemt at skrive det i ingredienslisten. Tak – nu er det rettet 🙂
Excellent, jeg skriver dem lige på den jeg printede ud i går 🙂
Jeg har været alt for dårlig til at få brugt de indiske krydderier jeg har stående, men det skal der vist laves om på. Det ser skønt og meget autentisk ud!
Det smagte skønt – også i fiskeversionen, som vi fik i går 🙂