Der lå et rødkålshoved og grinede hånligt af mig i grøntsagsskuffen, så noget måtte gøres. Jeg lavede en let rødkålssalat (lidt ala denne), og snittede resten til en gang forholdsvis klassisk rødkål, som småkogte mens jeg så sidste afsnit af ForbrydelsenIII. 2/3 af den færdige kål blev puttet i poser og kom i fryseren og resten havde jeg skumle planer med.
Jeg havde købt et stykke nakkesteg uden svær i Føtex, og havde egentlig planer om en gang pulled pork. Jeg kategoriserer det dog lidt som sommermad (grill-delen osv), og havde egentlig lyst til en helt anden krydring, så en slags kombination mellem dansk flæskestegssandwich og pulled pork blev udtænkt – og det fungerede fortrinligt. Der er selvfølgelig ikke sprøde svær på grisen, men til gengæld har den så meget mere smag end en klassisk dansk flæskesteg.
Denne gang valgte jeg at lægge svinet i saltlage, men det kan altså godt undlades. Jeg brugte samme trick som til pulled pork, hvor stegeskyen blev kogt ind med lidt sødme – det giver lige den der ekstra saftighed.
Har du ingen stegeso kan du komme kødet i et ildfast fad og dække det med to lag stanniol.
Trukket gris (6 pers.)
1,1 kg nakkesteg uden svær
saltlage:
2 l vand
120 g groft salt
100 g sukker
3 laurbærblade
5 hele nelliker
5 hel allehånde
Rub:
1 løg
5 laurbærblade (gerne friske)
10 hel allehånde
20 hele peberkorn
1 spsk æblegele (eller ribsgele)
Kog en saltlage sammen af vand, salt, sukker og hele krydderier. Lad den afkøle og kom kødet ned i lagen. Lad den stå natten over på køl.
Dagen efter tages kødet op og tørres med et stykke køkkenrulle. Hak løget fint. Kom de hele krydderier i en morter (klip laurbærbladene i stykker først) og stød dem groft. Kom løget ned til krydderier og mos til en grov masse. Masser massen ind i kødet og kom det hele i en stegeso. Sæt låg på og sæt dyret i ovnen ved 100 grader i 8-10 timer.
Sigt væsken fra, skum fedtet af og kog den ind sammen med æblegele. Der skal kun være ca en deciliter tilbage i gryden.
Server kødet med 2 gafler i så man selv kan trække det, den varme sky, rødkål og agurkesalat samt friskbagte burgerboller.
Det ser himmelsk ud! Og det er lige før, jeg tænker, at jeg godt kunne lave det 🙂
*ChokoladeStine
Easy-peasy; det kan du da sagtens 🙂
Oh yes, det er da i sandhed en version der skal tyvstjælse og skamløst kopieres – det ser edderlabert ud 😛
Du stjæler bare, søde 🙂 Linklove er min ven.
Det er sjovt – jeg forbinder nemlig pulled pork med vinter (comfort food + køkkenet bliver godt lunt af en tændt ovn i 10+ timer (og det har jeg prøvet en enkelt gang om sommeren – det skal jeg ikke igen :-D).
Spændende med saltlage-varianten, mmm 🙂
Har eksperimenteret en del med saltlage på det sidste, og det giver altså noget ekstra til kødet (især fjerkræ bliver markant bedre). Da jeg lavede pulled pork var der jo også en grill involveret, og er ikke så hard-core griller at det også er en vinteraktivitet 🙂
Øj hvor utrolig lækkert! Jeg kalder det også at trække gris 😀
Det var mest fordi det var med klassiske “danske” krydderier, men fint ordspil 🙂
Hvor ser det godt ud! Det tror jeg, jeg må prøve i weekenden.
God weekend-menu. Fik et tip med at toppe op med flæskesvær, for at give retten lidt knas 🙂
[…] løb fra mig igår. Selvom man er fyr, kan man altså godt have tøjkrise. Men læs eventuelt også Signes opskrift, hvor rub’en også er lidt […]
[…] løb fra mig igår. Selvom man er fyr, kan man altså godt have tøjkrise. Men læs eventuelt også Signes opskrift, hvor rub’en også er lidt […]