Syltede rødbeder med krydret lage

Jeg tror at syltede rødbeder var det allerførste jeg selv syltede efter at jeg flyttede hjemmefra. Vi fik altid hjemmesyltede i mit barndomshjem, og så smager de købte bare ikke halvt så godt. Jeg husker tydeligt at jeg “smuttede” rødbeder som barn, da skallen jo er lige til at smutte af, når først de er kogt.
Førhen syltede jeg altid flere kilo rødbeder ad gangen, men nu laver jeg typisk kun et par glas. Jeg synes nemlig det er ret nemt at lave rødbeder, og samtidig kan de godt blive lidt underlige af at stå for længe – de mister ligesom farve og bid og kommer til at smage for meget af eddike.

I gamle dage lavede jeg altid bare en helt simpel eddikelage, som blev hældt over rødbederne sammen med en skive peberrod og måske et fed hvidløg, men nu skruer jeg helt op for smagen med masser af hele krydderier og en lage lavet med karamel. Rødbedernes let jordede smag kan sagtens klare masser af smag, og det pepper altså lige leverpostejmaden lidt op med sådan en krydret skive rødbede.
Jeg skærer altid rødbederne med en chartreusekniv, så de bliver fine og riflede (de suger lagen bedre på denne måde), men de kan altså sagtens skæres med en almindelig kniv.
Jeg er ikke så hys med at bruge handsker i mit køkken, men lige med rødbeder tager jeg altså et par handsker på – jeg gider bare ikke at have lilla fingre i en uge efterfølgende. Desuden lægger jeg lige et stykke film over brættet, så det bliver ved med at være træfarvet.

Syltede rødbeder med krydret lage (et glas á ca. 1 liter)
1 kg mellemstore rødbeder
vand og salt til kogning
3 dl klar eddike
1½ dl rørsukker
3 nelliker
3 stjerneanis
1 tsk af hhv. korianderfrø, brune og gule sennepsfrø, fennikelfrø og anisfrø

Skyl rødbederne og kom dem i en gryde. Dæk med vand og et par teskefulde salt. Lad rødbederne koge i ca. 30 minutter til de er møre – stik i dem, ligesom i kartofler, for at finde ud af om de er færdige.

IMG_3743
Sæt gryden ned i vasken og hæld rigeligt koldt vand over rødbederne. Tag et par handsker på og læg film over skærebrættet. Skær enderne af de lune rødbeder og smut skallen af. Læg dem på skærebrættet efterhånden som de er klar. Skær dem i skiver (ca. 5 mm i tykkelse) og læg dem ned i et skoldet glas.
Vask gryden, tør dem og kom de hele krydderier ned i sammen med sukkeret. Sæt gryden over ved høj varme og lad sukkeret smelte til en karamel. Rør lidt i den undervejs, det gør ikke noget den er klumpet. Tilsæt eddiken til gryden og kog lagen igennem til al karamellen er smeltet.

IMG_3753
Hæld den varme lage med krydderier over rødbederne og forsegl glasset. Lad det køle til stuetemperatur på køkkenbordet og sæt det så på køl. Lad rødbederne trække et par dage, førend du spiser af dem.

Rødbeder klar til lage

Rødbeder klar til lage

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *