Squashpandekager

Den sidste måneds tid har vi flere gange fået ret store squash forærende af kolleger; de må jo vide at vi får dem spist. Udover den klassiske squash-lasagne, som alle herhjemme er vilde med, fandt jeg også på at lave squashpandekager, da jeg var alene hjemme sidste lørdag (sådan er det med store børn; de flyver og farer *suk*). Jeg havde købt en entrecôte i den lokale Brugs, og fik så squashpandekager og stegte tomater til. Det var nærmest stenalderkost, hvis man stadig er til den slags (ikke at jeg nogensinde har været det). Dog er der hvedemel i pandekagerne, men det kan formentlig erstattes med mandelmel eller lignende, hvis det skal være glutenfrit.

Dejen bliver fin og fast, og er meget nem at stege. Jeg fandt inspirationen lige her.
Pandekagerne mætter rigtig godt, og jeg skulle hilse fra min datter og sige, at de også er gode i madpakken.

Squashpandekager (6 stk – tilbehør til 2 pers.)
1 stor squash (ca. 350 g)
½ tsk salt
1 æg
50 g hvedemel
1 spsk havregryn
1 spsk finthakket dild
2 spsk finthakket persille
revet skal af ½ økocitron
friskkværnet sort peber
neutral olie til stegning

Skyl squashen og skær enden af. Riv den på den grove side af rivejernet og vend den rundt med saltet. Kom hele baduljen op i en sigte og lad det stå og dryppe af i ca. 15 minutter. Pres så meget væske af squashen, som du kan. Kom squashen i en skål sammen med resten af ingredienserne og rør rundt med en gaffel til du har en homogen dej.
Kom lidt olie på en varm pande og form pandekager med en spiseske. Tryk dem let flade på panden. Steg til de er lysebrune og føles faste (ca. 3 minutter på hver side).
Serveres som tilbehør til kød eller som en let frokostret; gerne med et stykke røget fisk eller lignende til.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *