Fornylig så jeg en lidt anderledes måde at lave kiks på, hvor dejen rulles ud mellem to stykker bagepapir, fryses og så stikkes ud og bages. Det kræver selvfølgelig at du har plads til en bageplade i din fryser, men udover det, letter det processen gevaldigt. Jeg har alle dage syntes at det var noget så besværligt at rulle en kold dej meget tyndt ud; den krakelerer typisk en del i kanten, og revner også let. Desuden vil den meget gerne klistre fast til bordet, og så bliver de udstukne kager altså knap så pæne. Med denne metode slipper du for at pøse mel på bordet og få færdige kager fulde af mel; ja, det er bare meget nemmere.
Jeg valgte at lave en nougatcreme til kiksene, men hvad du fylder i dem er valgfrit – de kan også bare spises som de, omend jeg nok ville pøse lidt vanilje i, hvis det er intentionen.
Det er klart nemmest at lave dejen i en foodprocessor, hvor smør og sukker køres blødt, hvorefter mel og æg tilsættes og dejen samles. Dog kan du godt lave dejen med en håndmikser, men så skal smørret altså være blødt først.
Denne metode kan bruges til alle former for kager, der skal stikkes ud – og de bliver virkelig sprøde og lækre af det.
Sprøde kager med nougatcreme (ca. 30 stk)
140 g smør
125 g sukker
1 æg
280 g hvedemel
evt. marven af ½ stang vanilje
Creme
75 g nougat
3 spsk piskefløde
Start med cremen: Smelt nougat og fløde i en lille gryde, hæld det over i en skål og læg film ned på overfladen. Sæt skålen på køl i mindst 2 timer.
Til kagerne kommes smør og sukker i en foodprocessor, hvor det piskes grundigt sammen. Tilsæt mel, kør hurtigt rundt og kom så ægget i. Saml dejen med et par drøn.
Læg et ark bagepapir ud på bordet og hæld dejen ud på det. Læg et andet stykke bagepapir over og rul nu dejen ud til kanterne af bagepapiret. Husk at løsne det øverste ark et par gange, så der ikke kommer papirfolder i dejen. Læg bagepapir med dej over på en bageplade og sæt hele baduljen i fryseren i mindst 15 minutter.
Tag bagepladen ud af fryseren, løsn det underste ark bagepapir og læg det øverste ark på en bageplade. Stik kagerne ud med en 3 cm’s udstikker. Læg de udstukne kager over på bagepladen og bag dem ved 180 grader i ca. 10 minutter. De skal bare være lysebrune.
Når du har udstukket hele pladen, vil du stå tilbage med en del ureel dej. Rul den igen ud mellem to stykker bagepapir, sæt den igen i fryseren et kvarter, og udstik så flere kager.
Lad kagerne afkøle helt på en bagerist.
Læg kagerne sammen to og to med en lille teskefuld nougatcreme imellem. De kan holde sig i op til en uge i en tætsluttende beholder.