Til trods for at jeg bager brød mindst en gang om ugen, har jeg blogget uendelig få brødopskrifter. Det er primært fordi jeg som regel bare rører noget dej sammen på maskinen, og aldrig får målt og vejet – brødbagning er altså rigtig meget noget med fornemmelse. I aftes tog jeg mig så sammen og fandt vægten frem (eller, jeg åbnede nogle nye poser mel, og vejede så bagefter hvor meget jeg havde brugt…), så I andre også kan bage det her vildt lækre brød.
Spelts hæveevne er ikke nær så god som hvedes, så derfor tilsætter jeg lidt citronsaft – det øger simpelthen hæveevnen, og gør brødet mere luftigt. Desuden skal dejen æltes (røres) længe, og dej med spelt i SKAL være ret våd, ellers bliver brødet tørt og kedeligt. Meget våd dej kan med fordel bages i form, da du ellers får meget fladt brød – det kan selvfølgelig også have sin charme (som madbrød, der brydes ved bordet), men som morgenmadsbrød med marmelade og ost, fungerer det ikke ret godt.
Min form er 2½ l og det passede meget godt. Hvis du ikke har en silikoneform er det en god idé, at lægge et stykke bagepapir i bunden af formen, så du nemmere kan få det ud – og så er brød med bund også bedst 🙂
Speltbrød i form (1 stort brød)
6 dl koldt vand
1 dl yoghurt naturel
1 spsk citronsaft
5 g gær
3 tsk salt
800 g speltmel (jeg brugte lige dele groft og sigtet)
Opløs gæren i vandet og tilsæt yoghurt, salt og citronsaft. Tilsæt speltmelet lidt ad gangen og rør rigtig godt (jeg rørte det knap 10 minutter i røremaskine). Kom film over skålen og lad det hæve ved stuetemperatur natten over (ca. 9 timer).
Hæld dejen forsigtigt over i en smurt form – rør endelig ikke i den, da det ødelægger glutentrådene og dermed gør brødet fladt. Tænd ovnen på 225 grader og lad brødet efterhæve mens ovnen varmer – ca. 20 minutter. Sæt brødet ind nederst i ovnen sammen med en ildfast skål med vand og giv det 10 minutter. Skru ned til 180 grader og giv det yderligere 20 minutter. Tag vandskålen ud, vip brødet ud af formen og giv det yderligere 10 minutter ved de 180 grader. Tag det ud og lad det afkøle nogenlunde, før det skæres i skiver og serveres med hjemmelavet marmelade!
Og nu vil jeg så give mig i kast med weekendens projekt nummer et – min store datter har nemlig været på lejrtur i denne uge, og hun kom sørme hjem med gaver… LUS!!!! Og eftersom hun har vildt kraftigt hår og en ret lav smertetærskel, skreg hun mens hun græd snot i går, hvor jeg kæmmede hende, så HURRA, det vil jeg gøre igen i dag…
Ideen med citronsaft for at forøge hæveevnen har jeg godt nok ikke hørt før, det lyder interessant.
Jeg har altid blandet speltmelet med hvedemel, for at få det til at virke, men din ide skal jeg prøve.
Knus
Vibeke
Jeg har læst det i en bagebog fra Aurion – og de må da vide det 🙂
uh, det er et forsøg værd og jeg mangler desperat brød – test iværksættes i aften
Glæder mig til at høre om testen 🙂
Ja, Aurion må da vide det…fikst trick. Håber, I hurtigt får bugt med lusene!
Jeg synes da også det lyder vildt smart.Og brødet får ikke ikke citrus-smag?
(Er gift med en lettere citron-forskrækket mand…)
Man kan slet ikke smage citronsaften.
Og ja, nu håber jeg at vi har fået bugt med lusene – og lillesøster (og mor) er heller ikke blevet smittet!
Wow, det er lige før jeg tør kaste mig ud i at bage det. Det ser overkommeligt ud 🙂
Ja, brød man slet ikke skal have fingrene i, må da være optimalt for en "anti-bager" som dig 🙂
Det vil jeg prøve. Tror du man med held kan komme revne gulerødder i, så det Jan holde sig friskt lidt længere?
Det er da i hvert fald et forsøg værd 🙂