Jeg har stadig kun kradset i overfladen med hensyn til opskrifter fra “Plenty More – Forny dit grønne køkken“, men denne var bare så enkel, og jeg havde alle ingredienserne i huset, så ingen indkøb var nødvendige. I en travl hverdag kan intet behov for indkøb altså godt gøre en ret endnu bedre 🙂
Det kræver selvfølgelig at man har adgang til frisk salvie, men sådan én plante har jeg heldigvis i vindueskarmen. Har du have, kan jeg kun anbefale salvie; den vokser godt og smager fantastisk. Det er en smag, man lige skal vænne sig til, da den godt kan virke lidt kraftig, men sammen med svin er den fantastisk – og prøv engang at lave pesto af salvie; det smager SKØNT!
Spaghetti med valnødder og salvie (4 pers.)
500 g tørret spaghetti (jeg sværger til DeCecco)
100 g valnødder
30 g smør
15 salvieblade
revet skal af 1 økologisk citron
saft af ½ citron
½ dl piskefløde
50 g groftrevet parmesan
friskkværnet peber
Sæt en stor gryde vand over med et ordentlig skud salt.
Varm ovnen op til 160 grader. Knus valnødderne let og læg dem på en bageplade. Giv dem ca. 5 minutter i ovnen, de skal bare begynde at dufte og blive let gyldne.
Hak salvien fint og kom den på en pande sammen med smørret. Lad den stege i 3-4 minutter. Tilsæt citronskallen sammen med fløden. Kom godt med peber i og lad det koge ind til det begynder at tykne. Træk panden af varmen.
Kom pastaen i det kogende vand og lad den koge, mens du rører i ny og næ.
Når pastaen er færdig, hældes vandet fra, bortset fra en deciliters penge, som evt. skal bruges til at justere saucen.
Pres citronsaften ned i saucen, og vend pastaen med sauce, valnødder og parmesanost. Virker den tør, tilsættes pastavandet.
Serveres med et ekstra drys parmesanost.
Uhmm, må prøves. Er rigtig glad for dine pastaopskrifter.
Tak. I forhold til hvor meget pasta vi egentlig spiser, har jeg foruroligende få pastaopskrifter på bloggen 🙂
De er dejlig nemme at gå til.
[…] er stor fan af Yotam Ottolenghi, som har skrevet en del kogebøger. Jeg har før omtalt “Plenty More”, som fik mig til at få øjnene (endnu mere) op for grøntsager som det vigtigste […]