Ristet porre- og pastinaksuppe

Om noget har vejret i dag været suppevejr; da jeg cyklede ned af bakken i morges, måtte jeg træde temmelig meget i pedalerne da der bare var stiv modvind, og på vejen hjem hjalp medvinden ikke meget, da det så samtidig væltede ned med slud, ØV!!! Det var også bare lige hjem og lave varm kakao til ungerne og mig selv – det hjælper nu meget på kolde, våde kinder 🙂

Aftensmaden skulle stå på en god varm suppe, og da jeg havde grøntsagsskuffen fuld af porrer, var det jo nærliggende at bruge nogle af dem. For et stykke tid siden havde jeg læst en spændende opskrift her, og den lod jeg mig så inspirere af. Dog brugte jeg pastinakker i stedet for kartofler, og smagte til med lidt timian og fløde. Det var en MEGET lækker måde at få suppe på, og man kunne virkelig smage at porrerne var blevet bagt først – smagen var ligesom mere intens.

Jeg valgte at skære porrerne i ret grove stykker, og måtte derfor bruge en traditionel blender, men hvis du godt kan lide suppen lidt mere grov i det, kan du bare brug en stavblender. Jeg legede lige at jeg var helt vildt overskudsagtig, og bagte et hurtigt brød til, men et godt groft brød fra bageren er også fint at servere til.

Porre-pastinaksuppe (4-5 pers.)

5 store porrer

2 store pastinakker

4-5 kviste frisk timian

olivenolie

1 dl piskefløde

1 l god hønsefond (evt. en god bouillon)

salt og peber

Rens porrerne grundigt, skær det yderste stykke top af (max. 5 cm), og skær resten af porren i grove stykker. Skræl pastinakkerne og skær dem i grove tern. Smør en bradepande og kom grøntsagerne ned i, fordel timian over. Sæt bradepanden i ovnen ved 200 grader i ca. 40 minutter. Grøntsagerne skal være helt møre og og lysebrune. Smid timianstilkene ud.

Imens varmes fonden op til kogepunktet og de varme grøntsager tilsættes (spæd evt. op med lidt kogende vand, så du får 2 l suppe). Det hele gives et opkog, og kommes så i en blender af et par omgange. Kom det tilbage i gryden og tilsæt fløde samt salt og peber (personligt syntes jeg supper af rodfrugter skal have temmelig meget peber, men det er jo en smagssag).

Server med et dryp olivenolie og et godt stykke brød – Så er det efterår!!!

6 kommentarer
  • Piskeriset siger:

    Nu indgår der ellers aldrig pastinak i min madlavning, men det kan da være, at jeg skal lave om på det – den suppe ser i hvert fald spændende ud 🙂

  • Signe siger:

    Når nu manden hader selleri og godt kan klare pastinak, er det en fin rodfrugt at have i skuffen – og så er der rigtig tit pastinakker og persillerødder i kassen fra Aarstiderne 🙂

  • Klidmosteren siger:

    Nam nam, lækker suppe. Jeg syntes tit jeg brænder inde med en masse porer her om vinteren, så det er da oplagt at lave suppe af dem.

    Uh, jeg er spændt om vi finder nogle lækre smagsprøver i morgen 🙂

    Knus M

  • Tili siger:

    Uhm… den lyder lækker – og kunne være løsningen til i morgen!

  • Signe siger:

    @Malou: Mht porrer syntes jeg også tit at jeg har grøntsagsskuffen fuld – selvom jeg er god til at bruge dem i alle former for gryderetter.
    Og tak for i dag, det var hyggeligt, selvom der var ALT for få smagsprøver!
    @Tili: Dejligt at kunne være en inspiration 🙂

  • My Homepage siger:

    … [Trackback]…

    […] Read More Infos here: signesmad.dk/ristet-porre-og-pastinaksuppe/hovedret/ […]…

  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *