Porregaletter

Lang tids netstilhed er nu endelig slut; det er afstedkommet af en kombination af stress og tekniske vanskeligheder. Jeg har gået sygemeldt en måneds tid, men har faktisk været stressramt det meste af efteråret. Derfor er bloggen kommet i allersidste række. Heldigvis er jeg nu i bedring, og kan både lave spændende mad og skrive om det igen. Derudover har strømkablet til computeren været i stykker, så det har simpelthen ikke været muligt at opdatere bloggen rent teknisk. Det er nu endelig lykkedes at skaffe et nyt, så alt begynder at falde i hak 🙂

Herhjemme er porretærte altid et stort hit; selv den grøntsagsskeptiske 13-årige elsker det. Dog syntes jeg tit at klassisk porretærte lidt er en fed omgang; både med en smørrig dej og cremefraiche eller fløde i fyldet. Her er galetter en lidt lettere variant, for der er ingen æg/fløde i, blot en god, sprød dej og lidt ost på toppen. Desuden er galetter virkelig godt i madpakken; begge piger er helt vilde med dem kolde såvel som varme.
Her har jeg lavet galetter med porrer og bacon, men fyldet kan varieres i det uendelige, fx lavede jeg også nogle med fintsnittet rosenkål, citronskal og lidt kold kylling, som også var virkelige gode.
Det er muligt, at jeg snart ikke længere kan kalde den 13-årige grøntsagsskeptisk, når nu hun spiser både porrer og rosenkål (“de er så nuttede, mor!”), og jeg krydser da fingre for at hun snart bliver lige så glad for grøntsager som sin søster (også kendt som kålbarnet).

Porregaletter (4 stk.)
Mørdej:
160 g hvedemel (gerne ubleget, eller bland hvedemelet med lidt grovmel)
115 g smør
1 tsk salt
1 spsk ymer (eller lignede surmælksprodukt)
1 tsk citronsaft
Fyld:
5 porrer
125 g bacon
½ tsk fennikelfrø
salt og peber
1 fed hvidløg
50 g parmesanost

Start med mørdejen: Smuldr smørret ud i melet til det ligner revet ost. Kom citronsaft og ymer i, og saml dejen med hurtige bevægelser – mørdej skal ikke æltes, blot samles. Bank dejen en smule flad, pak den i film og læg den på køl i mindst 30 minutter.
Til fyldet renses porrerne grundigt, den øverste top samt bund skæres af, og porrerne skæres i skiver.

IMG_3943

Skær baconen i tern, og hak hvidløget fint.

Kom bacon på en pande og steg det sprødt ved mediumhøj varme. Læg bacon til afdrypning på et stykke køkkenrulle. Der skulle gerne være ca. 2 spsk baconfedt på panden nu, ellers suppleres op med lidt olie. Kom porrer, fennikelfrø og hvidløg på panden, og steg til porrerne er faldet helt sammen. Kom baconen tilbage i panden og smag til med lidt salt og peber. Lad fyldet køle lidt af.
Tag mørdejen ud af køleskabet og læg den på et meldrysset bord.

IMG_3948

Del den i 4 stykker, og rul hvert stykke ud til en cirkel (diameter ca. 20 cm). Læg dejcirklerne på bagepapir, læg en fjerdedel af fyldet på hver og top med revet parmesanost. Fold kanterne op om fyldet, så osten stadig kan ses.

IMG_3952
Bag galetterne i en 200 grader varm ovn i ca. 15 minutter. Lad dem køle i 5 minutter og server så.

IMG_3961

3 kommentarer
  • Piskeriset siger:

    Hvor er de fine! God idé 🙂

  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *