Naanbrød

I mange år havde jeg en bagesten, som jeg brugte til pizzabagning og ind imellem brødbagning. Desværre fik jeg tabt den for godt et år siden, og selvom min ovn har pizzatrin, er det altså ikke helt det samme. I julegave fik jeg så et bagestål, som er så tungt, at skulle jeg tabe det, er det nok nærmere gulvet, der går i stykker. Mine svigerforældre, der var gavegiverne, kunne i hvert fald ikke huske, at de havde pakket en tungere gave ind nogensinde.
Jeg har nu bagt med bagestålet en del gange, og det gør bestemt noget godt for brød. Jeg har simpelthen fået frembragt de lækreste surdejs- og gærbrød, og så er det særligt tilfredsstillende at man kan se brødet hæve i realtid, da bagestålet bliver MEGET varmt og fordeler varmen godt.

Med bagestålet fulgte en lille opskriftsbog, og jeg har prøvet et par af opskrifterne af med stor succes. Der var også en opskrift på naanbrød, som jeg tænkte, at det måtte jeg prøve, næste gang den stod på indisk. Den næste gang var så her forleden, hvor vi fik en vegetarisk Vindaloo og de lækreste naanbrød. Jeg kombinerede opskriften fra hæftet med en anden jeg faldt over, hvor de nybagte brød blev penslet med hvidløgssmør, og det var et kæmpe hit.
Der bliver otte brød ud af denne opskrift, og vi tre spiste de seks; men så var der heller ikke anden kulhydrat til. Man kan sagtens pensle brødene med lidt olie og drysse med nigellafrø, for at de bliver lidt mere klassiske, men prøv lige denne model også.

Hvis du ikke har et bagestål eller en bagesten, kan du sætte en bageplade ind i ovnen, og komme bagepapiret med brødene direkte herpå. Husk at lade pladen varme igennem imellem de to bagninger. Du skal formentlig bage brødene et par minutter længere når du bruger den metode.

Naanbrød (8 stk.)
3,5 dl vand
4 spsk yoghurt
4 spsk olivenolie
25 g gær
2 tsk salt
2 tsk sukker
ca. 550 g almindeligt, hvidt hvedemel

50 g smør
2 fed hvidløg

Læg bagestål eller bagesten i ovnen og varm den op til 250-270 grader, gerne varmluft (alt efter, hvor meget din ovn kan klare).
Opløs gæren i vandet og tilsæt sukker, salt, olie og yoghurt. Hæld melet i og ælt (helst i røremaskine) i ca. 10 minutter. Dejen skal begynde at slippe kanterne på skålen, men stadig være meget våd.
Drys mel på bordet og hæld dejen ud herpå. Skær dejen ud i 8 lige store stykker og saml hvert stykke forsigtigt til en kugle. Drys med yderligere mel og lad “bollerne” hæve under film i 45 minutter.
Lav imens hvidløgssmørret: Smelt smørret i en gryde ved medium varme. Tilsæt dernæst de pressede hvidløg og lad det hele småsimre i 5 minutter. Træk gryden væk fra varmen. Smørret må ikke være stivnet, når du pensler det på de varme brød, det skal stadig være flydende.
Læg to stykker bagepapir ud på bordet og løft forsigtigt 4 stykker dej over på hvert stykke. Kom lidt olie på fingrene og stræk/tryk brødene flade, uden at du maser al luften ud.


Lad det ene stykke bagepapir glide over på bagestålet og bag brødene i 2 minutter. Træk pladen ud og brug en palet til at vende brødene med. De skal have 1 minut på den anden side. Læg brødene over på en rist, og pensl dem med hvidløgssmør imens de er varme. Bag dernæst den anden portion brød på samme måde.
Serveres lune til indisk mad.

1 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *