Mortens Kro – en anmeldelse

I den forløbne uge har vi haft den skønneste vinterferie i det nordjyske. Der er bare ikke noget som en uge ved vandet i frostvejr – lange gåture med hunden, læsning og hygge med ungerne, ahhhh.
En af de ting, der fik ugen til at fremstå fænomenal (udover gule ærter og nøddemazarintærte), var vores besøg på Mortens Kro onsdag aften. Vores gode venner i det nordjyske agerede taxa og børnepassere, og så var vi ellers ude og “blafre med ørerne”.
Mortens Kro er en noget anderledes gourmetrestaurant, da indretningen bærer præg af at der også er cocktailbar fredag og lørdag. Der er en meget afslappet loungestemning, underlægningsmusikken er valgt med omhu, møblerne er hvide lædersofaer, der er tv og sjovt lys på toiletterne og belysningen i restauranten er blåt.
Vi blev anvist et bord midt i restauranten, blev tilbudt en pude til ryggen (hvilket ikke var nødvendigt), og følte os i det hele taget vel taget imod. Vi havde bestilt en 5 retters “nydelsespakke”, og startede med et klassisk glas champagne Möet & Chandon. Vi fik lunt brød, kryddersmør og en lille starter bestående af pocheret torskerogn med blomkålspickles og en lille rugbrødsknaser. I bund og grund en torskerognsmad, serveret på den sjove måde – og utroligt velsmagende.

IMG_0447 Dernæst blev der hældt en utrolig velsmagende hvidvin i glassene (navnet er desværre smuttet), som vi fik lov at smage lidt på inden den første forret meldte sin ankomst. Et stort stykke saltet torskefilet, skåret ultratyndt, toppet med pernodskum og estragonmayonnaise, bitre salater og en rødbede-creme brulé. Virkelig flot forret, hvor ikke en krumme blev efterladt.

IMG_0450Når man får tre forretter på restaurant, er den ene som regel en suppe, og nu var det tid til denne menus suppe. Først fik vi en delikat tysk hvidvin fra Rhinedalen, som smagte en lille smule af blåskimmelost. Ostesmagen forsvandt dog, når man spiste den delikate skaldyrssuppe, hvor vinen i stedet fik frugtagtige noter. På tallerkenen var der to veltilberedte kammuslinger, en kugle jomfuhummersouffle (som desværre var lidt på det seje denne aften), lidt fintsnittet rå jordskok, tomat og thaibasilikum. Det hele blev overhældt med en intens jomfruhummerbouillon tilsmagt med ingefær og citrongræs. Virkelig delikat og anderledes suppeanretning.

IMG_0452

Tallerken UDEN suppe, da lyset gav genskær i den klare suppe.

Så var det tid til kød og ikke mindst rødvin. Vi fik en delikat italiensk rødvin i glassene, Laguiole-knive til at skære med (min husbond ved nu, hvad han skal ønske sig de næste MANGE år), og så kom der dansk vildsvin. Rosastegt, serveret med brændte løg, champignons (benævnt “vintersvampe” hvilket vi grinede noget af), ærteskud og en rødvinsglace med røget marv. Vi havde vitterlig lyst til at slikke tallerkenerne.

IMG_0464Herefter var det tid til en lille pause, og en ganerenser. Her gjort MEGET anderledes og serveret som skub-op-is, lavet af gin fizz og (tror jeg) spædet op med grenadine, så den var mørkerød. De sjove is fik en del af gæsterne ved de omkringstående borde til at kigge en ekstra gang, og komme med et par kommentarer (og måske ærgre sig over kun at have bestilt 3 retter…).
Nu var det hovedretstid: Vi startede med en lækker italiensk ripasso i glassene, og fik dernæst serveret pocheret unghanebryst på en bund af gulerodspure og stegte rodfrugter. Ved bordet blev unghanen toppet med et generøst lag af vintertrøffel (som vi af uvisse årsager fik oplyst dagsprisen på), og så var der ellers en fed kartoffelpure og en blød lys sauce til. Vintertrøffel smager desværre ikke af meget, men unghanen var meget veltilberedt, saftig og blid, og kartoffelpureen var uovertruffen. Vores maver døde lidt her…

IMG_0470Nu havde mætheden efterhånden sat ind, men man skal jo altid runde et måltid af med noget sødt, det sætter gang i fordøjelsen, og gør en lidt lykkeligere.
Vi fik en laber afkølet portvin i glassene. Normalt er jeg slet ikke til portvin, men denne var delikat og friskere end portvin normalt. Så fik vi et overflødighedshorn af dessertvelsmag: Chokoladeis, karamel af kondenseret mælk, hvid chokolademarengs, skumfidus og chokoladesauce på tube. Desuden var der en citron-creme brulé med klementinkompot a part. Hold nu fast, hvor var det godt!

IMG_0475Så var der simpelthen ikke mere appetit at hente, men god kaffe er jo altid en skøn ting. Desuden fristede de med lækre trøfler fra Aalborg Chokolade, som vi følte os nødsaget til at smage, men jeg måtte simpelthen lade de hjemmelavede specier og chokoladetrøfler gå ud igen (det er vist ALDRIG sket før). Desuden fik min husbond lidt skarpt fra kælderen, cognac og Grappa di Brunello, og jeg lod mig overtale til en drink, speciallavet til mig. Tjeneren kaldte den en Mortens Kro sour hour, og den passede perfekt til mine smagsløg.

Mortens Kro trøflerHele aftenen igennem følte vi os utroligt godt beværtet, stemningen var afslappet, og der var tid til at tjenerne kunne sludre med gæsterne. Priserne er bestemt rimelige – den nydelsespakke vi fik koster 1298,- per næse, og restauranten ligger i gåafstand fra Banegården. Tag til Aalborg og besøg Mortens Kro, det er hele turen værd. Jeg ved i hvert fald, at det ikke er sidste gang min husbond og jeg dropper forbi Morten.

 

 

 

18 kommentarer
  • Klidbanditten siger:

    Oh la la……det ser jo fantastisk ud. Der vil jeg sørme også gerne forbi 🙂

  • Sjønne siger:

    Uff nogle lækre retter! Især den der lille torskerognsmad er flabet 🙂

  • Prinsesse Suh siger:

    Den desserttallerken måtte gerne komme med mig hjem 😉 Godt der er familie i Nordjylland, der snart skal have besøg 😉

  • Werner Schalthebel siger:

    I blev næppe mætte. Portionerne plejer at være meget små.
    Heldivis er der ikke lant til McD

    • Signe siger:

      Vi var komplet mætte og lod fadet med sødt til kaffen gå urørt ud. Det ville da ødelægge de lækre smagsindtryk fuldstændig at gå på McD efterfølgende

  • mathias siger:

    Det ser fint ud. men næste gang du kommer til det nordjyske skal i prøve fusion i ålborg er en del beder ind mortens kro 🙂

  • Stinne siger:

    Okay – det er vist en myte at portionerne på Mortens er SMÅ… Jeg synes tværtimod der kan være alt for meget mad, i forhold til de retter man skal igennem. Men anbefalingen af Fusion bakkes op herfra. Også et dejligt sted, med lidt bedre service en Mortens.

  • […] af de nordjyske gourmetrestauranter holder lukket i sommerferien, så udvalget var ikke så stort. Mortens Kro har vi jo været på, og selvom det var fantastisk skulle det ligesom være noget andet. Vi endte […]

  • Hej.
    Jeg håber, at det er i orden, at jeg skriver lidt kommentarer og inkluderer links til et par restauranter, som jeg også har været på.
    En af dem er Mortens Kro. Efter at have læst din anmeldelse og flere andre tror jeg desværre, at vi var lidt uheldige. Maden var god, men ikke fremragende, og jeg tror, at vi har fået en af stedets mest “kedelige” menuer gennem tiden – den virker i hvert fald ikke så kreativ og luksuriøs, som det I fik.
    Betjeningen virkede også meget mut og kold (vi er ellers alle snakkesalige), og ventetiden mellem retterne var alt for lang: Hovedretten og desserten blev f.eks. serveret med lige præcis en times mellemrum.
    Se hele min anmeldelse her (både på engels og dansk):
    http://www.restaurantcritic.eu/the-reviews/denmark/mortenskro

    • Signe siger:

      Trist, når man ikke får hvad man betaler for. Det er jo forholdsvis dyrt at gå ud at spise, og så vil jeg i hvert fald gerne “wauwes” hver gang

  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *