Den første kogebog jeg rigtig kan huske jeg lavede mad efter var Linus laver mad (som desværre er udgået fra forlaget, men muligvis kan findes antikvarisk); en skøn svensk sag, med tegninger og historier om Linus der blev passet af naboen Svea, der lærte ham at lave al mulig dejlig mad. Bogen står stadig i min reol, og jeg har da kigget i den nogle gange efter at jeg blev voksen, men det er ligesom ikke det samme som dengang (og nu har jeg nok også lidt flere kogebøger som referenceramme). Den side som bogen naturligt åbnes på er kanelsnegle – jeg kan ikke tælle hvor mange gange jeg har lavet dem.
Siden er de blevet forfinet lidt, men udgangspunktet er det samme; en god gærdej smagt til med kardemomme, og en lækker remonce med masser af kanel. For en del år siden begyndte jeg at bage sneglene i et ildfast fad og det fungerer vældig godt.
Man kan også bage dem helt almindeligt på en plade, men fadet gør at de holder på al remoncen og man slipper for at rengøre en plade smurt ind i smør og branket sukker, og sneglene holder sig saftige noget længere.
Indbagte kanelsnegle (12-15 stk)
15-25 g gær (alt efter hvor lang tid du vil vente på at dejen hæver)
2½ dl mælk
2 spsk smeltet smør
1 æg
1 spsk sukker
1 tsk salt
1 tsk stødt kardemomme
ca. 450 g hvedemel
lidt olie til skålen
Remonce
75 g blødt smør
75 g sukker
50 g marcipan
2 spsk kanel
Glasur af 150 g flormelis og ca. 3 spsk vand
Opløs gæren i den kolde mælk, tilsæt smeltet smør, æg, salt, sukker og kardemomme. Tilsæt melet lidt ad gangen, og ælt til du har en fast dej. Kom lidt olie i skålen, vend dejen heri, kom film over skålen og lad dejen hæve til dobbelt størrelse (alt efter hvor meget gær du har brugt, en halv til en hel time).
Til remoncen kommes alle ingredienser i en lille skål, og det mases sammen med en gaffel (alternativt med fingrene).
Rul dejen ud til en plade (ca. 50×40 cm), smør remoncen på, rul sammen på den lange led, og skær ud til ca. 15 snegle som fordeles i et smurt ildfast fad.
Lad dem efterhæve med et viskestykke over en halv times tid, og bag dem midt i ovnen ved 225 grader i ca. 15 minutter.
Køl sneglene af på en rist, og pynt med hvid glasur.
Og ja, jeg er godt klar over at der kun er 12 snegle på billedet, men de sidste 4 kom i et separat fad
Tip: Du kan også bruge dejen fra nutellasnurrar til kanelsneglene; det bliver de bestemt ikke ringere af!
Good thinking omkring det ildfaste fad. Det vil jeg huske.
[…] Source: Signes Mad […]
Hej Signe,
Jeg har lavet dine Kanelsnegle og sat dem på min food blog. De var super gode!
Hej Gitte
Jeg er glad for at du kunne gøre brug af opskriften.
Hilsen Signe
Vil bare lige sige tak for et super tip med hensyn til ildfast faddet, mine snegle løb altid ud, men med dit tip hold de sig indefor 🙂
Velbekomme 🙂
Hej Signe,
Tusind tak for denne opskrift. Ikke bare er det en god idé med fadet, men også dét at der ikke er så meget smør i, er bare perfekt.
KH Mette
Jeg er altid glad, når nogen kan gøre brug af mine opskrifter 🙂
[…] De bedste kanelsnegle fra Signes Mad, er både super gode og nemme at […]
[…] snegle, med lidt hvid glasur; de forsvinder som lyn for solen! Jeg plejer altid at lave dem på denne måde, men i anledningen af datterens fødseldag (12 år – hvem fatter det???) aftalte vi at prøve […]
[…] et har vi ikke her i Århus, og så må man jo bage dem selv. Jeg bruger den samme opskrift som til kanelsnegle, men ruller dem selvfølgelig på en anden måde. Rul dejen ud til en aflang plade og smør remonce […]
[…] en håndfuld opskrifter i en skuffe, og siden er over 400 opskrifter kommet til – på alt fra kanelsnegle til lammerullepølse. Jeg har prøvet ikke at blogge de samme opskrifter to gange, og har gennem […]
Kære Signe,
Jeg har set en opskrift på kanelsnegle cupcakes på nettet. Opskriften er fra bogen “Linus laver mad” – men den bog kan jeg ikke finde. Har du måske opskriften?
Jeg vil gerne lave dem til min kusines fødselsdag her snart – så jeg vil være glad hvis du vil skrive til mig. Mange hilsner
Alberte
Jeg har et eksemplar af Linus laver mad hjemme og min opskrift er meget inspireret af denne. Cupcakes var vist ikke opfundet dengang bogen blev skrevet, så hver snegl er kommet i en papirform (ala muffins). Jeg syntes bare altid at man endte med at spise papir, og derfor holdt jeg op med det.
[…] til en noget tam fornøjelse. Desuden har det sat en stopper for en all-time familiefavorit, indbagte kanelsnegle, hvilket er temmelig belastende. Jeg er flere gange blevet foreslået at bage kardemommesnegle i […]