Forleden dag havde jeg indkøbt et bundt hvide asparges til risotto til datteren og jeg, hvorefter hun blev kaldt på arbejde. Jeg gad ikke rigtig lave risotto bare til mig selv, og asparges skal altså helst spises forholdsvis hurtigt, så noget måtte jeg finde på. Mens jeg grublede fik jeg en besked fra min gode veninde Anne, hvori hun skrev at hun var ved at lave én af mine opskrifter: Bønnesalat med tunsauce. *Pling* sagde min hjerne, og øjeblikket efter var jeg ved at ordne asparges og lave tunsauce. I modsætning til den originale opskrift valgte jeg at holde tunsaucen helt simpel; god dåsetun og mayonnaise, og så toppe retten med kapers og citronskal. Sikke en festmiddag – og den var bare til mig 🙂
Hvide asparges med tunsauce (aftensmad til én eller forret til to)
7-8 hvide asparges
20 g smør
1 ds tun i olivenolie á 160 g
1 dl god mayonnaise (gerne hjemmelavet)
friskkværnet peber
saft og skal af ½ økologisk citron
2 spsk kapers
evt. rød skovsyre til pynt
Skræl forsigtigt dine asparges og knæk rodenden af. Hæld olien fra tunen og blend den med mayonnaise. Smag til med peber. Riv skallen af citronen og læg den til side. Lad kapers dryppe af (jeg bruger de saltede, så de skylles grundigt).
Steg asparges i smør til de begynder at få farve og virker færdige (stik evt. i rodenden med en lille kniv, de skal føles som færdige kartofler). Pres citronsaften over dem og lad den bruse op. Drys med en smule salt. Kom asparges på en tallerken og top med et pænt lag tunsauce. Drys citronskal og kapers over og pynt med skovsyre. Kan både serveres mens aspargeserne er lune eller kolde.