I går var jeg ude og plukke en spandfuld hindbær ved Ømosebær. Disse hindbær er efterårsbær, så man kan komme og plukke i mindst en måned endnu. Desuden har Ømosebær masser af sommerens bær på frost, så kør forbi efter både ribs, solbær, blåbær og stikkelsbær og gå på opdagelse i bloggens syltearkiv; der er masser at tage fat på. Hvis du først har fået smag for hjemmesyltet saft og marmelade, så er der altså ikke meget fis ved de glas, man køber i supermarkedet.
Her i sommer har jeg eksperimenteret med syltesukker, og det gør syltning meget nemt (ikke at jeg syntes det var svært). Desuden er sukkerkornene ret fine, hvilket gør at sukkeret opløses nemt, og marmeladen ikke skal koge så længe. Jeg fandt inspiration i bogen Syltedronningen, og lavede nogle glas marmelade med både hvid og mørk chokolade. Chokoladen giver et lækkert spil til den friske smag fra hindbærrene, og gør at marmeladen lige får lidt ekstra “luksus” over sig. Jeg kom chokolade i 4 glas, og lidt finthakket appelsinskal i resten af marmeladen, da appelsin og hindbær passer perfekt sammen.
Jeg har her i sommer fået nyt køkken, hvilket også indebærer en vandhane med kogende vand – sikke nemt det nu er at skolde sylteglas 🙂
Jeg havde 2 kilo hindbær, men har skrevet opskriften med blot et kilo, da det nok er en mængde de fleste kan overskue.
Indlægget indeholder affilate links
Hindbærmarmelade med chokolade (4 glas á ca. 3 dl.)
1 kilo hindbær
½ kg syltesukker
60 g chokolade; enten hvid eller mørk
Skyl hindbærrene og kom dem i en tykbundet gryde. Sæt låg på og lad dem komme langsomt i kog ved mellem varme.
Skold imens glassene og ryst dem med lidt Atamon eller vodka. Stil dem til tørre på et rent viskestykke.
Hak chokoladen fint og fordel den i 4 bunker med 15 gram i hver.
Når hindbærrene koger tilsættes syltesukkeret. Kog marmeladen op og lad den boble i 2 minutter. Hæld marmeladen på de skoldede glas og kom chokoladen ovenpå. Skub den ned i marmeladen med en lille ske. Luk glassene til og lad dem køle helt af.
Opbevares på køl efter åbning.