Ginger Snaps

Her er et lidt anderledes bud på en julesmåkage, med inspiration fra den skønne amerikanske hjemmeside Joy of Baking.
Jeg har bagt småkager i lidt forskellige tempi i år, hvor vi startede med klejner den 1.december, dernæst var det disse lækre ingefærkager, og i dag har jeg taget den helt store tørn, og bagt honningkager, vaniljekranse og pebernødder. Så regner jeg faktisk heller ikke med at bage mere før jul, men nu får vi se. De to første slags kager fløj nærmest ud af kagedåserne 🙂

Ginger Snaps (40-50 stk)
225 g smør
100 g muscavadosukker (mørk)
110 g rørsukker
60 ml lys sirup
2 æggehvider
1 tsk vaniljesukker
345 g hvedemel
2 tsk bagepulver
1/4 tsk salt
1 tsk stødt ingefær
1/2 tsk stødt nellike
1/2 tsk stødt allehånde
1/2 tsk stødt kardemomme
Desuden 100 g hvidt sukker

Pisk det bløde smør med muscavadosukker og rørsukker til det er cremet. Pisk sirup og æggehvider i. Bland alle de tørre ingredienser (minus det hvide sukker) og rør forsigtigt blandingen i dejen. Stil dejen koldt i mindst 1 time.
Kom sukker i en skål. Tril dejen til kugler på størrelse med en valnød og vend dem i sukkeret. Læg dem på en plade og pres dem let med bunden af et glas.
Bages ved 180 grader i ca 10 minutter. De må gerne blive brune, da det gør dem sprødere når de er kolde.

4 kommentarer
  • Line siger:

    Skal æggehviderne piskes stive før de kommer i? 🙂
    Denne her opskrift skal helt sikkert prøves!

  • foodfanatic siger:

    Kære Signe
    Jeg er altså lidt misundelig på, at du har en familie, der propper sig med dine kager. Jeg har nu 4 dåser stående, og der er god sandsynlighed for, at jeg ender med at spise det hele selv 🙂 Spændende med de her ginger snaps. Jeg har aldrig helt forstået cookies med ingefær, men dine ser nu altså vildt gode ude.
    Kh Nadia

    • Signe siger:

      Jeg er ret vild med ingefærkager – de er ligesom både stærke og søde på samme tid.
      Ja, godt med lidt spise-assistance – det er årsagen til at jeg i lang tid ikke bagte brunsviger, så kom jeg til at spise den hele selv, og det er vist knapt så sundt 🙂

  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *