Gedebov i stegeso

Jeg var så heldig at være en tur på Lille Raneladegård forleden, hvor de har det skønneste økologiske gedekød. Jeg kom hjem med køletasken fuld, så der venter en del gedeopskrifter her på bloggen. I går stod menuen på sensommerens første simreret, og jeg tog også mig selv i at skrælle kartofler for første gang i måneder.
Gedekød er meget mildt i smagen, lidt ala lam, bare mildere, så det skal behandles med forsigtighed. Jeg valgte at lade kødet simre i lidt øl (en tjekkisk, mørk Staropramen) og tilføjede også fennikel, fennikelfrø og persillerødder – det blev utroligt velsmagende og kødet var fantastisk. Boven vejede kun 500 g, så det var lige i underkanten til os 4, men det gik dog an. Den var lige klar til brug, men bruger du lammebov i stedet, fjernes bovbladet bare og kødet snøres let.
Efter 1½ time i Römertopfen hældte jeg væsken fra, tilsatte lidt fløde og lidt honning (for at balancere øllens bitterhed), jævnede den let, og toppede med en god håndfuld persille – et delikat måltid alt i alt, og ungerne er nu overbeviste gedekød-fans 🙂

Gedebov i stegeso (4 pers.)
1 gedebov á 500 g (ordnet vægt)
1 stor fennikel
3 små persillerødder
800 g kartofler
1 bitter øl
1 spsk fennikelfrø
3 store fed hvidløg
salt og peber
½ dl piskefløde
1 håndfuld hakket persille
evt. 1 tsk honning

Skræl eller skrub kartoflerne og læg dem i bunden af stegesoen. Halver fenniklen, skyl den grundigt og skær toppen fra (smid den i fryseren til fond-kogning). Skær roden væk og del  hver halvdel i tredjedele. Kom dem i stegesoen. Skræl persillerødderne og halver dem på den lange led. Kom også dem i stegesoen sammen med fennikelfrø og halverede hvidløgsfed (behold skrællen på). Læg gedeboven øverst og drys med salt og peber. Hæld øl over, sæt låg på og kom stegesoen i en kold ovn. Sæt ovnen på 200 grader og giv retten 1½ time.
Når tiden er gået, hældes væsken gennem en sigte over i en gryde. Kog op, tilsæt fløde og evt. honning. Jævn med en smule maizenajævning og tilsæt så persille.
Skær boven i skiver og server i fadet med grøntsager. Giv sovsen ved siden af.

IMG_1407

 

3 kommentarer
  • Piskeriset siger:

    Det lyder rigtig spændende – og lækkert! Dejligt at ungerne straks faldt for det. Glæder mig til at se, hvad du mere finder på 🙂

  • […] smut på Lille Raneladegaard, og fik her et udvalg af gedekød med hjem (se opskriften på gedebov her). I dag stod der frikadeller på madplanen, og hvorfor ikke lave dem af hakket ged? Gedekød er ret […]

  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *