Dagens menu er min 9-årige datters opfindelse – prøv lige at tale om at være en stolt mor 🙂
Udgangspunktet var at det skulle være nemt, og da Olivia har maddag om onsdagen, var det ligesom hende, der skulle bestemme. Hun startede med at foreslå boller i karry, som jo altid er dejligt, men da vi fik ris forleden og skal have det igen i weekenden, måtte vi finde på noget andet. Så foreslog hun indmaden til forårsruller – men med nudler til, og halløj, hvor det virkede!!!
Jeg havde frygtet at det blev lidt tørt, men i stedet for at lade soyaen koge ind, satte jeg låg på panden, og det blev fint og saftigt.
Vi brugte nogle lækre grove nudler fra Blue Dragon, men almindelige ægnudler kan sagtens bruges i stedet. Portionsstørrelserne angivet på pakken så vi bort fra, da jeg har en meget pastaglad familie, så 500 g nudler var passende til os – juster det endelig ned, så det passer til jeres familie.
Asiatisk spaghetti med kødsovs (4 pers.)
500 g hakket svinekød 3-7%
1 spidskål
2 store gulerødder
3 fed hvidløg
1 lille klump ingefær (ca. 2×2 cm)
1½ dl soya
1 tsk fish sauce
evt. salt og peber
500 g grove nudler
Snit kålen helt fint. Skræl og riv gulerødderne på den grove side af rivejernet – riv ingefær og hvidløg på den fine side. Varm en pande op med lidt neutral olie og svits svinekødet. Når det er godt brunet, tilsættes grøntsagerne. Vend det hele godt rundt, så kålen falder sammen, og tilsæt så soya og fish sauce. Sæt låg på, og lad det småsimre mens nudlerne tilberedes (ca. 5 minutter).
Sæt en gryde over med vand, tilsæt lidt grøntsagsbouillon og lidt salt. Når vandet koger tilsættes nudlerne – sluk for vandet og lad dem trække i den angivne tid (de her nudler skulle have 3 minutter).
Vend nudler og “kødsovs” sammen og server med lidt ekstra soya og lidt sød chilisauce.
Det er bare guf!!
Det lyder lækkert, godt påfund!!
Bruger du et helt spidskål? Det lyder af vildt meget.
Det var ikke verdens største spidskål!
Du kan sagtens erstatte det med et kvart hvidkålshoved.
Du kan godt fortælle Olivia at hendes ret allerede er blevet en hofret herhjemme. Allerede i aften skal vi have det for 2. gang 🙂
jeg har allerede fortalt det til det pavestolte barn 🙂