Anmeldelse af Restaurant Sct. Oluf

I aftes skulle pigerne sove i spejderhytten, og min mand og jeg greb chancen til at gå ud for at få lidt lækker mad. Da budgettet ikke er til de store udskejelser for tiden, var kriterierne altså at det skulle være billigt, det måtte gerne være lidt rustikt, og så skulle det jo også helst være hyggeligt. Vi har været på restaurant Sct. Oluf en gang før, men det var med en utidig halvanden-årig, så det må vel være omkring 8 år siden. Dengang boede vi lige i nabolaget, hvilket vi ikke gør mere, men det er da heldigvis kun en bustur væk 🙂
Sct. Oluf er ikke til nystrøgne duge og stille samtale; til gengæld får man gedigen fransk mad uden dikkedarer, dejlig vin og hyggelig betjening.
Vi ankom til Mejlgade 33 ved 8-tiden fredag aften – udefra ligner Sct. Oluf et lidt beskæmmet værtshus, hvilket det da også tidligere har været, og trådte ind i et lokale med masser af grin og højlydt samtale; der var simpelthen en god stemning!
Ret hurtigt fik vi et lille bord ved vinduet(uden dug, og med en godt slidt træbordplade), og tjeneren kom og informerede os om dagens menu. På Sct. Oluf er der ikke noget spisekort, tjeneren informerer blot om dagens menu, og så kan du vælge om du er til 2 eller 3 retter, og om du er til kød eller fisk.
Vi tog straks 3 retter, og spurgte så om tjeneren kunne anbefale en flaske vin. Han mente at en let fransk rødvin ville passe fint til både forret og hovedret, og sikke han havde ret – vi fik en rigtig lækker Pinot fra 2007, som passede perfekt til begge dele.
Vi startede med at få en kartoffel-porre-suppe, med et drys af kørvel og esdragon. Suppen var yderst veltilberedt, meget cremet og med en undertone af skaldyr – vi fik ikke spurgt om der var brugt skaldyrsfond, men det smagte sådan. Suppen ankom rygende varm, ganske kort tid efter at vi havde bestilt den (fordelen ved ikke at have et stort spisekort!), og med et par skiver frisk brød til. En virkelig lækker forret, som bestemt smagte af mere.
Næste ret var kanin med en let sennepssauce, kartoffelmos og ovnristede rodfrugter. Kaninen (et stykke ryg og et lår) var smørmør, og så god at jeg blev nødt til at tage fingrene i brug for at gnave det sidste kød af benene 🙂 Mosen var lækker og blød, rodfrugterne tilpas brunede og saucen supergod med en fin sennepsnuance, der ikke overdøvede det fine kaninkød – alt i alt en fabelagtig ret, som var fint afstemt med årstiden, vinteragtig uden at være tung.
Desserten var en helt klassisk æbletrifli med flødeskum; knuste makroner og ristet rasp i bunden, ovenpå en god æblemos, og øverst en klat nypisket flødeskum (ingen ciffon her). Den var ikke voldsomt pænt anrettet, bare sådan klasket op på en tallerken, men smagen var skøn, så tallerknen blev nærmest slikket. Vi havde drukket al den gode vin, og besluttede at dele et par specialøl til desserten, hvilket var et godt valg, da triflien var ret sød, og det så var dejligt med øllens bitterhed til.
Vi kunne sagtens være blevet på Sct. Oluf og have fået en kop kaffe eller et glas vin mere, men den ældste datter blev desværre syg, så vi måtte ræse hjem efter hende 🙁
Jeg havde godt hørt at maden på Sct. Oluf var meget billig, og vi fik da heller ikke lige spurgt om det inden vi bestilte, men jeg blev alligevel virkelig positivt overrasket da jeg skulle betale. 3 retter mad fås for bare 145 kr (!!!) og vinen var også meget billig. I alt kom jeg af med 600 kr. INKLUSIV drikkepenge, hvilket jo er fald-på-halen-billigt. Vi var så tilfredse med mad og betjening, samt hyggelig atmosfære, så der går bestemt ikke 8 år før vi kommer igen – hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg at Sct. Oluf bliver vores nye stamsted, og jeg har da også allerede anbefalet det til en veninde 🙂
Jeg kan desværre ikke linke til deres hjemmeside, for sådan en har de ikke, men restauranten ligger som sagt i Mejlgade midt i Århus – tag derhen snart….