Hurtigt rugbrød

Normalt bager jeg altid rugbrød med surdej, hvilket jo tager et par dage. Dejen sættes over om aftenen og næste dag røres kerner i og brødene bages i et par timer. Grundet tidsforbruget er dette oftest et weekendprojekt.
I denne weekend har vi været på en skøn familieudflugt på Djursland – med udsigt til hele Århusbugten, frisk luft og tur til Kattegatcentret. Mest af alt har vi slappet af med familien, nusset kusinen, spist dejlig mad, drukket ditto vin og spillet en masse whist – AHHH!
Nå, men det sidste rugbrød var blevet spist i fredags, så noget nyt skulle der til. Jeg havde spottet Kristians opskrift på rugbrød uden surdej, så det skulle prøves. Jeg lavede det noget mørkere, da jeg ikke er så vild med alt for meget hvede i rugbrød, og endte ud med 2 lækre rugbrød. Efter 5 timer var de nemme at skære ud, og pigerne kunne smøre madpakker. Der er nogle flere smagsnuancer i rugbrød med surdej, men disse giver bestemt baghjul til de rugbrødsblandinger som mange sværger til, og det tager nogenlunde samme tid at bage dem.

Hurtigt rugbrød (2 stk.)
1 hvidtøl (eller pilsner)
8 dl vand
1 pk. gær
2 spsk salt
2 spsk honning eller sirup
850 g blandede kerner og gryn, ca. halvdelen skal være knækkede rugkerner
1 spsk brændt maltmel (kan udelades)
300 g rugmel
300 g hvedemel

Opløs gæren i vandet og tilsæt øllen. Kom salt og sirup heri sammen med det brændte maltmel. Vej kerner og gryn af og vend det i gærblandingen. Lad blandingen stå ved stuetemperatur en time. Vend de to slags mel i, og fordel dejen i 2 rugbrødsforme. Læg et stykke over formene og lad dem hæve en time. Bag dem i ovnen ved 180 grader i 80 minutter.
Lad brødene afkøle på en rist, og kom evt. det ene brød i fryseren.

Print Friendly, PDF & Email

Om Signe

Foodie, mor til to, lærer, hustru, storgrinende

Dette indlæg blev udgivet i bagværk og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

7 kommentarer til Hurtigt rugbrød

  1. lil skriver:

    hej .er det rigtig mængde salt ? lyder a meget? har aldrig bagt rugbrød før

  2. Anonym skriver:

    Hej.
    Er det muligt at undlade øllen?
    Du skriver:
    “850 g blandede kerner og gryn, ca. halvdelen skal være knækkede rugkerner”

    Så det vil være OK med 425gram rugkerner og 425 havregryn?
    Eller er det for meget havregryn?

    • Signe skriver:

      Jeg har ikke selv prøvet med så stor en andel af havregryn, da jeg bedst kan lide mange kerner, men prøv det endelig.
      Hvis du ikke er vild med ølsmagen, kan du bare bruge vand i stedet.
      God bagning

  3. Tine skriver:

    Hej Signe, nu har jeg lige forsøgt at bage dette rugbrød og det står nu til hævning 1 time, men synes godt nok at dejen er ret tør i det, jeg kunne ælte dejen med fingrene ligesom om det var boller, er der noget galt med væskemængde angivelsen?? Feks øllen, hvor stor øl snakker vi?? Jeg brugte bare en alm faxe dåseøl…

    Mvh
    Tine

    • Signe skriver:

      Hej
      Tak fordi du gjorde mig opmærksom på dette, jeg havde skrevet 2 dl for lidt vand. Øllen jeg brugte var bare en alm. 33 cl, men havde af uvisse årsager skrevet 6 dl vand i stedet for 8… God bagning fremover

  4. Pingback: Croissanter - med og uden chokolade | Signes Mad

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.

CommentLuv badge