Ravioli/tortellini med skinke og ost
28/06/2010

Ravioli/tortellini med skinke og ost
28/06/2010
Jeg har ikke lavet hjemmelavet pasta i flere år. Undskyld til pastamaskinen, som virkelig havde det tykkeste lag støv på kassen, som jeg kan præstere i mit hjem. Også undskyld til maven, som jublede da den første mundfuld kom over læberne - det SKAL jeg bare lave noget oftere!


I forhold til den times arbejde det tog at lave to (store) portioner fyldt pasta, var det bestemt besværet værd! Jeg satte ud med tanken at jeg ville lave ravioli, men fik undervejs panikangst for at de bare ville falde fra hinanden under kogningen, så jeg lavede resten til tortellini. Kogetiden er den samme, og intet fyld faldt ud - det var virkelig et suverænt søndagsmåltid.
Jeg er fornylig (i fredags) blevet den lykkelige ejer af foodprocessoren over dem alle, en Magimix, og den var både super til dej og fyld.
Jeg fandt en opskrift på fyld i Sølvskeen, tweekede den lidt, og det smagte skønt - skinke og ost er en suveræn klassiker i alle afskygninger.
Efter grydeskeens fine brugsvejledning gik det nemt nok med at lave tortellini - dog skal man ikke lade pastapladerne tørre i solen, mens man ruller - de bliver lidt umedgørlige af det!
Fyldt pasta med skinke og ost (2 sultne personer)
Pastadej: 3 æg og 300 g hvedemel (gerne Tipo 00)
Fyld
125 g frisk mozzarella

75 g parmesan
100 g ricotta
100 g kogt skinke
1 spsk persille
lidt peber
1 æg
1 æg til pensling
Lidt let tomatsauce og lidt friskrevet parmesan til servering
Start med at lave pastadejen, som jeg blot kører i foodprocessoren til dejen samler sig. Kom den i en plasticpose og lad den hvile et kvarters tid.
Til fyldet kommes ricotta, skinke, persille, parmesan og æg i en minihakker og køres til

parmesan og skinke er finthakket. Tilsæt mozzarellaen i kvarte og kør til du har en lidt grynet masse - smag til med peber (der er rigeligt salt i skinke og ost).
Rul pastaen til lange tynde plader (på pastamaskinen til den næsttyndeste indstilling). Til ravioli halveres pladerne på langs, en teske fyld lægges pr. 5 cm, og der pensles med æg rundt om fyldet. Den anden halve plade lægges over, luftes presses forsigtigt ud, og sammenføjningerne presses godt sammen. Skær raviolierne fra hinanden og læg dem på et meldrysset bræt.
Til tortellini skæres pastaen ud i kvadrater, en teske fyld lægges på midten, æg smøres rundt om og pastaen foldes diagonalt. Fold den en gang mere og sæt enderne sammen.
Kog pastaen 5-7 minutter i rigeligt saltet vand og vend dem med lidt tomatsauce, og drys parmesan over. Serveres rygende varm med en skål grøn salat efterfølgende.



