Ramsløgspesto

I dag var min ældste datter og jeg ude og gå en lang tur med hunden. Vi bor ikke langt fra Vestereng, hvor der ind imellem er Grøn Koncert, men primært er et stort grønt område, hvor man kan gå tur med hunden uden snor. Min datter havde besluttet sig for at plukke en stor buket ramsløg – en slags forårstradition, og bestemt værdsat højt af hendes mor 🙂
I Århus tales der altid om at Risskov er stedet at samle ramsløg, men der er ligeså mange på Vesteng – du kunne samle et vognlæs uden at man kunne se forskel. Til gengæld ligger Vesteng lidt længere væk fra Midtbyen, så der er ikke nær så overrendt.
Hjemme igen blev den kæmpe buket ramsløg omdannet til den lækreste pesto. Jeg har egentlig aldrig været vild med koldpresset rapsolie, men til ramsløgspesto passer det perfekt (og så fik jeg brugt resten af den flaske, jeg havde stående..). Jeg frøs størstedelen af pestoen ned i små bøtter, brugte lidt på en pizza her til aften, og har planer om kålsalat med ramsløgspesto senere på ugen. Pestoen kan holde sig i fryseren i op til 6 mdr. så man kan ligeså godt lave en kæmpe portion, mens ramsløgene er friske.

Ramsløgspesto (en kæmpe portion)
Ramsløg nok til at fylde foodprocessoren
2 håndfulde rasp
2 håndfulde hasselnødder
3 dl koldpresset rapsolie
salt

Skyl ramsløgene grundigt og lad dem dryppe godt af  (kør dem evt. i en salatslynge, hvis du har sådan en). Kom ingredienserne i en foodprocessor og kør til en jævn masse. Smag til med salt.
Jeg ville nok ikke bruge pestoen til pasta, løgsmagen bliver simpelthen for kraftig, men som smag i en sandwich, dyppelse til grøntsagsstænger, til salatdressinger og meget andet giver det en rigtig lækker smag.

3 kommentarer
  • Det er bare med at få brugt ramsløg mens der er sæson for dem, og pesto med ramsløg og hasselnødder er fantastisk! Kæresten og jeg fik en go’ gang hjemmelavet pasta med ramsløgspesto forleden – nemt og lækker! 🙂

  • […] og man behøver i hvert fald ikke smør til. Jeg valgte at lave hvidløgssmørret med en rest ramsløgspesto fra sidste år, som jeg fandt på bunden af fryseren, men har du friske ramsløg eller bare et […]

  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *