Nemt madbrød
30/09/2009

Nemt madbrød
30/09/2009
Normalt er jeg ikke særlig begejstret for hurtighævet brød, da jeg tit synes det smager af gær - men lige der her er altså rigtig godt. Desuden er det så hurtigt bagt, at man sagtens kan nå at bage frisk brød til aftensmaden, og det er jo en skøn ting.
Den oprindelige opskrift fik jeg udleveret på mit madhold, og i den bliver der brugt ren durum, men jeg syntes konsistensen bliver bedre når man bruger almindeligt hvedemel også. Det bliver lidt ligesom italiensk foccaciabrød, og man kan sagtens blande hakkede oliven, krydderurter, soltørrede tomater osv. i dejen. Jeg har bare valgt den helt plain med frisk rosmarin og flagesalt, og det smager supergodt. Ungerne er ret vilde med det, og det fungerer fint som madpakkebrød med lidt skinke og ost dagen efter.
Madbrød (1 bradepande)
½ l koldt vand
1 pk. gær
1 dl olivenolie
20 g salt
10 g sukker
400 g durummel
400 g hvedemel
1 spsk frisk rosmarin1-2 tsk flagesalt
Opløs gæren i vandet og tilsæt olie, salt og sukker. Kom melet i lidt af gangen, og ælt godt - det skal blive en forholdsvis blød dej. Kom bagepapir og lidt olivenolie i en stor bradepande (den til ovnen), og bred dejen ud - kom lidt olie på hænderne, så går det nemmere. Drys med rosmarin og lad brødet hæve i ca. 45 minutter. Bag det ved 180 grader i 30 minutter og dryp med lidt olivenolie og strø med salt når det er færdigt.



