Monkeybread
27/04/2010

Monkeybread
27/04/2010
Med en evig forkærlighed for kanelsukker (se eksempler her og her), vidste jeg bare at dette måtte prøves, da jeg så Annes lækre opskrift.
For tiden er jeg i decideret opgaveland, og skal aflevere hele 3 opgaver på mandag. Jeg har skrevet de to "små", og er nu i gang med den store - så lidt stimulanser skal der altså til. Pigerne havde nu heller intet imod det, og den yngste datter var rigtig hjælpsom til at rulle og dyppe :-)
Selve brødet bliver enormt dekorativt, men man kan altså ikke skære skiver af det - de små boller falder ligesom fra hinanden.
Anne brugte kun 50 g smør til at dyppe, men jeg blev altså nødt til at smelte ekstra - der var simpelthen ikke nok. Desuden blandede jeg rørsukker og muscavado og kom lidt vanille i kanelsukkeret - det blev bare mums.
Monkeybread (1 randform)
4 dl mælk
1 æg
30 g gær
2 tsk sukker
1 tsk stødt kardemomme
1 tsk salt
ca. 700 g ubleget hvedemel
100 g muscavado
100 g rørsukker
2 spsk stødt kanel
marven fra ½ stang vanille
Varm mælken let op, og opløs gæren heri. Tilsæt sukker, salt og kardemomme. Slå ægget ud i mælkeblandingen, og tilsæt mel lidt ad gangen. Ælt til en fast dej. Vend dejen i lidt olie, og læg den i en skål til hævning. Lad den hæve til dobbelt størrelse (ca. 1 time).
Slå dejen ned og del den i ca. 50 stykker. Rul til små boller. Lav kanelsukkeret klar - muscavadosukker er tit ret klumpet, så det er nemmest at blande det med fingrene. 

Smør en 24 cm's randform let, og dyp bollerne først i smør og så i kanelsukker. Kom dem op i formen og pres dem godt sammen efterhånden. Stil brødet til efterhævning i 20 minutter (til det når til kanten af formen). Bages i 45 minutter ved 175 grader på nederste rille (kom evt. lidt folie over, hvis det bliver for mørkt).





