Lammerullepølse
25/11/2010

Lammerullepølse
25/11/2010
Fornylig har vi indkøbt 1½ fritgående, nordjysk lam, som nu ligger og fylder godt op i fryseren. Fordelen ved at købe kød på den måde er, ud over prisen, at man får nogle lidt anderledes stykker end man normalt falder over ved slagteren eller i supermarkedet. Det betød at jeg forleden lavede labskovs af lammehals, og endvidere har fået lavet min første lammerullepølse. Jeg var ellers overbevist om at jeg ville kunne finde en rullepølsepresse i enhver genbrugsbutik, men efter at have gået forgæves flere gange, måtte jeg indkøbe en ny. Det forløb heldigvis uproblematisk, da de lige havde en på hylden her - og jeg syntes ikke engang at det var dyrt.
Det er temmelig omstændigt at lave rullepølse, idet det tager et par dage, men til gengæld er kiloprisen en noget anden end når man køber den ved slagteren. Et lammeslag er ikke dyrt, derudover skal man bruge et stort bundt persille, lidt krydder og nogle grøntsager til suppen, og resultatet er virkelig lækkert - og arbejdsindsatsen værd! Ud af portionen får man en stor rullepølse; jeg delte min i tre, frøs en ned, kom en i køleskabet og den sidste fik den skønne Klidmoster, da vi alligevel skulle ses til gårsdagens GourmetGiraffer, og hun også tit giver mig smagsprøver fra sit køkken.
På lørdag skal vi afholde årets første julefrokost og jeg vil tro at lammerullepølsen får en æresplads på bordet, den blev i hvert fald meget vellykket ;-)
Lammerullepølse
1 Lammeslag (ca. 1400 g)
4-5 spsk groft salt
1 meget stort bundt persille
3 spsk peberblanding
1 spsk korianderfrø
1 stort løg
4 fed hvidløg
5 blade husblas (jeg brugte kun 3, og det var for lidt)
1 porre
½ knoldselleri
1 stort løg
5 laurbærblade
hel peber til kogning
Start med at salte lammeslaget. Kom rigeligt med groft salt over det hele, rul slaget sammen og kom det i en frysepose. Kom rullen i køleskabet, og lad den trække i et døgn.
Dagen efter tages rullen ud af køleskabet, hvis noget af saltet ikke er opløst børstes det af.
Læg slaget udrullet på et stort bræt.
Kom peber og koriander i en morter og kør det til en grov masse. Hak løg og hvidløg fint og hak persillen (gem stilkene til kogelagen). Kom først peberblandingen på slaget, dernæst løg og hvidløg og til sidst persillen. Fordel husblasbladene over persillen, og rul slaget stramt sammen. Sæt en kødnål i for at holde slaget sammen, og snør rullen stramt med kødsnor.
Kom selleri, porre, persillestilke, peber og laurbærblade i en stor gryde. Fyld op med vand og lad lagen koge op. Kom rullepølsen ned i lagen og lad den småkoge i 1½ time. Lad rullen trække i lagen i ½ time og kom den dernæst over i rullepølsepressen. Skru pressen sammen (det kræver en del kræfter - jeg måtte tage manden i brug!), sæt den i et fad og stil den på køl et døgn.
Dagen efter tages rullepølsen ud af pressen, skæres i to eller tre stykker, og er nu klar til det store frokostbord.