Blomkålssalat med tahindressing

Jeg er så heldig at arbejde på en skole, hvor køkkenpersonalet virkelig går op i deres arbejde. Siden skolestart har køkkenet især haft fokus på spændende salater, så eleverne har oftest måttet undvære deres elskede salatbar (som jeg personligt finder temmelig kedelig), men har til gengæld fået udfordret deres smagsløg med meget spændende grønt.
En salat a la denne var på frokostbordet for en måneds tid siden, og jeg har siden ledt efter en anledning til at lave den. Da Malou i fredags kom til lasagne, var det altså en kærkommen anledning til at lave salaten – jeg ved jo at hun elsker grønt (når der er lasagne, spiser min mand sjældent grønt…).
Tahindressingen fremhæver virkelig de nøddeagtige toner som råt blomkål har, og dild og mandler giver et elegant mod- og medspil. Min eneste anke var at jeg havde fået fat i den kedeligste potte dild, som stort set ingen smag havde. Det må kunne lade sig gøre at finde en mere smagfuld version næste gang. Salaten smagte skønt til lasagne, men vil helt sikkert også du til vinterens kødretter. Desuden holder den sig fint i køleskabet, omend tahinsmagen opsuges lidt af kålen.

Blomkålssalat med tahindressing (4-5 pers.)
1 blomkål
1 potte dild
1½ dl yoghurt naturel
1 stor spsk tahin
saft af ½ citron
salt og peber
50 g mandelflager

Skyl blomkålen og snit det i fine flager, gerne på en mandolin. Rør dressingen sammen af tahin, citronsaft og yoghurt. Smag til med salt og peber. Hak dilden fint og vend den i dressingen. Vend dressing med blomkål og lad den trække en halv times tid på køkkenbordet.
Rist mandelflagerne på en tør pande til de gyldne og drys dem over salaten. Server.

IMG_1619

2 kommentarer
  • Virkelig en lækker salat! Tak for opskriften, så jeg kan gøre dig kunsten efter. Endnu engang tak for mad 🙂

  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *