Hermed mit blogindlæg nr. 100 – hurra!!!
Da jeg jo sjældent laver et blogindlæg uden en madopskrift, må det betyde at jeg har blogget omkring 90 madopskrifter – det er da alligevel imponerende. Jeg lagde ud i september 2008, med ca. 1 indlæg om ugen, men især her i 2009 er det steget gevaldigt – det er bare blevet en integreret del af min hverdag, lige at blogge en god opskrift. Jeg er enormt glad for al den respons jeg får på bloggen, både fra dem der lægger kommentarer, men også fra folk jeg kender fra andre sammenhænge, der sender mig en mail, og siger at de får inspiration fra min blog. Alt i alt har bloggen beriget mit liv, og det gør mig enormt glad at andre også kan bruge mine opskrifter.
I går lavede jeg denne ærtesuppe til frokost på arbejdet. Den oprindelige opskrift kommer fra mit madhold, men der var den sigtet og cremen i midten lavet af flødeskum – det bliver en meget lækker og let forret, men da den skulle gå som en frokostret, valgte jeg at beholde ærterne i, og lave cremen på skyr i stedet, så fedtprocenten blev holdt nede. Farven på suppen er enormt flot og sommeragtig, men pas på med at koge den for længe, for så bliver den altså noget kedelig i kuløren.
Ærtesuppe (Frokost til 4 personer)
500 g frosne ærter
2 løg
2 fed hvidløg
2 spsk vineddike
2 dl hvidvin
3/4 l hønsebouillon
salt og peber
Hak løg og hvidløg fint. Kom det i en gryde med lidt olie, og steg til løgene er gennemsigtige (de skal ikke blive brune). Tilsæt vineddike og kog det helt væk. Kom ærter og vin i gryden, og kog i 5 minutter. Tilsæt bouillon og kog i yderligere 10 minutter. Blend suppen og smag til med salt og peber.
Server med limecreme og chorizoskiver bagt i ovnen (husk at holde øje, de tager hurtigt farve).
Limecreme
2 dl skyr
1 limefrugt
1 tsk paprika edelsüss
1 spsk rørsukker
salt og peber
Riv skallen af limefrugterne, og pres saften af den. Bland skyr med saft og skal, paprika og sukker. Smag til med lidt salt og peber.
Kom en spiseskefuld creme ned midt i suppen, og stik chorizoskiverne ned i cremen.
Kære Signe
Wee, tillykke med de 100 indlæg!
Jeg har fundet meget inspiration og gode opskrifter her. Og dig 🙂
Lækker suppe, men den går vist ikke her i hytten. Max har et barndomstraume med grønne ærter, så dem får vi kun meget sjældent. Men jeg tror jeg vil forsøge at lave den til frokost en dag til mig selv.
Jeg håber at du får en god Sankt Hans aften.
Vi ses
Knus
Malou
Hej Malou
Ja, barndomstraumer kan man ikke gøre meget ved (og derfor spiser jeg ikke blødkogte æg!) – men suppen tager jo ikke timer at lave, så en supergod frokostidé!
Tak for de søde ord – og også glædelige Skt. Hans til dig 🙂
Knus Signe
Ret god ide med den ovnristede chorizo – de gange hvor jeg har ristet på en pande, er røgalarmen gået i gang…(det var selvfølgelig også i dagene før emhætte, men alligevel…)
Jeg steger faktisk også frikadeller og bacon i ovnen for at slippe for, at der lugter af frikadeller over det hele.
Ærtesuppe! Det har jeg ikke fået i årevis. Jeg er helt syg med ærter. Suppe er fast skrup-af-mad til familiefræs her i huset, så det må jeg lige huske.
@Marie: ovnstegning er nu ingen garanti for at røgalarmen ikke går i gang.
@Anne: Det er bare en supergod suppe, som jo heller ikke tager timer at lave 🙂