Restaurant Fusion – en anmeldelse

Da sommerferien var ved at gå på hæld, havde vi aftalt at gå ud og spise med vores venner. En del af de nordjyske gourmetrestauranter holder lukket i sommerferien, så udvalget var ikke så stort. Mortens Kro har vi jo været på, og selvom det var fantastisk skulle det ligesom være noget andet. Vi endte med at blive enige om Fusion, som ligger ud til Aalborgs havnefront med udsigt til broen over Limfjorden. Hjemmefra havde vi set at august måneds menu kun bestod af fisk, og da vores veninde ikke er den store rødvinsdrikker, havde vi bedt om en ren hvidvinsmenu. 
Da vi ankom fredag aften blev vi bænket ved vinduet, men kunne ikke undgå at lægge mærke til restaurantens lettere 80’er-agtige indretning med en forkærlighed for hvidt og sort og et mærkværdigt rundt lysgardin, som skifter farve og hænger midt i restauranten. Restauranten har ikke kun gourmet, men også sushi af god kvalitet, hvilket betød at der var en pæn andel af børnefamilier denne aften. Desuden har restauranten også en cocktailbar, men mere om den senere.

Vi havde bestilt den udvidede menu med 6 retter, og startede ud med at få serveret et glas spansk cava, sammen med en starter af røget makrel (så vidt jeg husker?), citronskal, blomkål og rugbrødscrumble.

IMG_2410Brødkurven bestod af et let maltet brød med surdej samt et lysere brød med parmesan og lidt smør. Disse to brødtyper var gennemgående hele aftenen og brødkurven blev fyldt op adskillige gange. I Italien er der et pastadogme, som foreskriver en masse regler omkring pasta, og en af dem er at når man serverer en pastaret med fisk får man ikke ost til. Dette er bestemt meget forståeligt, for brødet med parmesanost passede på ingen måde til nogen af fiskeretterne. Lidt ærgerligt, når nu det er det eneste stivelse man får serveret aftenen igennem, og dermed reelt er det man skal blive mæt af.

IMG_2417

Personligt er jeg meget glad for brød, men en enkelt kartoffel eller nogle nudler havde været en dejlig afvekslen i løbet af måltidet.

Den første rigtige ret var jomfruhummertatar med hummerbisque, syltede løg og blomsterkarse. En meget smuk servering, hvor man lige skulle komme sig over at serveringen var kold, men godt smagte det. Vi fik fyldt op af cavaen i glasset til denne ret.

IMG_2412Nu kom vintjeneren og gik i gang med at “vinificere” vores glas; en proces hvor en smule af vinen slynges rundt i hvert enkelt glas, og dernæst hældes ud, så der ingen fare for sæberester er i glassene. Jeg har kun oplevet dette et sted før, og det var en Michelin-restaurant i Rom, hvor det også virkede lidt overdrevent. Har faktisk aldrig prøvet at vinen smagte af sæbe på en restaurant, så SÅ nødvendigt er det nok heller ikke.

Vi fik en dejlig Bourgogne i glassene og fik serveret et stykke ristet havtaske med den yndigste lille pak choi, østerssauce, karryolie og koriander. En meget delikat servering.

IMG_2419

Så blev det tid til det ret vi hjemmefra havde lagt mest mærke til – skalstegt hummer med kantareller og foie gras-sauce. Vi fik en fantastisk New Zealandsk vin i glassene (Dog Point Vineyard, section 94 fra 2010), som spillede fint samme med de fede noter af hummer og foie gras.

IMG_2425

Med serveringer som denne er man ikke i tvivl om hvorfor restauranten hedder Fusion; en god blanding af det asiatiske køkken og det klassiske franske – spændende!

Så fik vi en fed Gewürztraminer i glassene og min personlige favorit af aftenens serveringer; rokkevinge med grillede blommer, ingefærsmør og friterede kapers. Det er alt for sjældent at man får rokkevinge, hold op hvor er det en lækker fisk.

IMG_2427Tilberedningen af fisken var der aftenen igennem ikke en finger at sætte på; den sad bare i skabet hver gang.

Nu kom aftenens egentlige hovedret. Her skulle vi vist i virkeligheden have haft rødvin, men fik i stedet serveret en californisk hvidvin der hed Migration (fra Russian River Valley, 2012) – et fantastisk glas vin. Hovedretten bestod af pocheret rødtunge, yoghurt og edamamebønner. En sauce med røgede blåmuslinger blev hældt over ved bordet. En virkelig delikat og smuk ret, men lige lille nok, i forhold til at det var en hovedret.

IMG_2434Fisk mætter ikke på samme måde som kød, men på dette tidspunkt af aftenen er det vel meningen at man skal være mæt, og bare have lyst til lidt sødt til at runde af på, og sådan havde vi det faktisk ikke. Desuden syntes vi, nu på tredje servering, at brødet var ved at blive lidt ensidigt.

Som dessertvin fik vi serveret Cold Hand Winery’s Ribes Nigrum; en dansk solbærvin, der er sødet med lidt honning. Jeg har smagt den før, og det er et skønt glas vin, som passer fantastisk til desserter. Desværre var vinen nok det mest vellykkede ved desserten denne aften. Først fik vi en “ganerenser”; en iskold hyldeblomstsorbet med pufsukker, som ikke rigtig rensede noget, men lagde en sød hinde i munden. Desuden forstod vi ikke helt ganerenserens placering, da det jo typisk er noget man får inden hovedretten. Vi foreslog tjeneren at de kaldte den en predessert i stedet. Dernæst kom den rigtige dessert: Sorbet lavet med soya, bagt rødbede, marengs og tørrede brombær. Det eneste søde var marengsen, og den kunne slet ikke opveje for rødbedens jordagtige smag.

IMG_2441Det er klart den særeste dessert jeg nogensinde har fået, og desværre fungerede det ikke rigtigt. Vi manglede ligesom noget sødt til at runde måltidet af med, og hos Fusion følger der ikke noget sødt med til kaffen -ærgerligt.

Denne aften på Fusion var der ikke mange der spiste den fulde gourmetmenu (vi var muligvis de eneste), så der havde været en del udskiften i restauranten undervejs. Børnefamilierne var gået hjem, og et stort selskab af halvfulde mænd var ankommet; tydeligvis for at drikke mere. Når man skal betale mange penge for et måltid mad, er fuldemandskommentarer fra et andet selskab under desserten  ikke lige hvad man har brug for.
Desuden er det vildt dårlig stil først at komme med en regning, som vi ved bordet går i gang med at dele, for dernæst at komme med en ny “hov, vi glemte at sætte kaffen på”. Så må restauranten altså æde den den smule. Vi endte med at betale 3200 kr. for to personer, hvilket i min bog er temmelig meget, når man nu ikke er blæst væk. Vi fik i løbet af aftenen nogle rigtig gode glas vin (de var også generøse med opfyldningerne) og nogle flotte fiskeserveringer, men følte at vi skulle blive mætte af brød. Desuden fungerede desserten overhovedet ikke, og vi manglede noget sødt til at runde aftenen af.
Har jeg lyst til at komme igen? Nej, det tror jeg simpelthen ikke. Fusion vil for meget, og når jeg går ud og spiser gourmet vil jeg helst ikke sidde tæt med sushispisende veninder og øldrikkende mænd – for det var ødelæggende for oplevelsen som sådan.

 

 

5 kommentarer
  • foodfanatic siger:

    Kære Signe
    Rigtig god beskrivelse af aftenens forløb. Det lyder godt nok en anelse dyrt, men sikke smukke serveringer.
    Kh Nadia

  • Piskeriset siger:

    Træls at det ikke spillede (og slet ikke til den pris). Gemalen og jeg spiste der sidste år (også mens Mortens Kro var lukket, argh), hvor vi fik en udmærket treretters menu. Det var en ret stille aften, og børnefamilier var der slet ingen af, så det var ret rolige omgivelser den dag. I øvrigt lidt pudsigt at sushi kan lokke børnefamilier til et sted – det har jeg faktisk ikke set her på Sjælland (hvilket er en skam).

    • Signe siger:

      Kender adskillige børn, der er vilde med sushi, så det undrede egt ikke mig- men jeg havde jo heller ikke troet at restauranten OGSÅ var en sushirestaurant. Og ja, meget ærgerligt at det ikke spillede

  • Jeg var på Fusion i maj 2014 og min oplevelse var nogenlunde magen til jeres: Kreativ mad, som bare ikke slog benene væk under mig. Vores hovedret var dog også noget kedelig og ordinær.
    Hele min anmeldelse er her (både dansk og engelsk): http://www.restaurantcritic.eu/the-reviews/denmark/fusion

    Mht. rødbeder i dessert er jeg heller ikke fan – ligesom jeg heller ikke er det af gulerødder og andre grøntsager. På Grønbech og Churchill i København fik vi is af rødbeder med kaffe drysset over og i en anden dessert forskellige slags gulerødder med nogle smagsløse citrusfrugter. Selvom jeg har smagt pragtfulde retter af den nye nordiske stil, kunne jeg af og til godt tænke mig, at de prioriterede velsmag højere end kreativitet.
    Min anmeldelse af Grønbech og Churchill kan ses her:
    http://www.restaurantcritic.eu/the-reviews/denmark/gronbech-churchill

  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *