Lieffroy – en anmeldelse

Da husbond og jeg i sommer holdt fælles 40-års fødselsdag, havde vi ønsket os penge til en tur på Falsled. Vi fik en del penge, men ikke helt nok til Falsled, og bestemte os derfor for i stedet at tage på Lieffroy i Nyborg hvor Patrick Lieffroy residerer i køkkenet sammen med sin far Jean-Louis, manden der om nogen VAR Falsled Kro i mange år.
Vi fandt et hyggeligt Bed&Breakfast i gå-afstand fra restauranten, og kørte spændte mod Nyborg i lørdags.
Vi indfandt os på restauranten ved 18-tiden og fik et bord med udsigt ud over Storebælt. Det er svært at nyde udsigten en aften i november (eftersom at det jo er temmelig mørkt), men vi kunne da se broen hele tiden.
Vi havde hjemmefra bestilt en gourmetoplevelse formedelst 1295 kr, så vi fik hurtigt et glas dejlig champagne på bordet.
Efter at champagnen var drukket kom der en starter på bordet; røget ål, med rygeost, syltede agurker, mayonnaise og radiser – simpelt og utroligt delikat.

Vi fik en rigtig dejlig hvidvin til, som spillede rigtig godt sammen med de røgede noter i retten.
Det samme glas vin skulle også holde til næste ret, som efter vores overbevisning var aftenens bedste: Havtaske stegt på toast, med en variation af kål og muslingsky – det smagte simpelthen himmelsk. Desværre duede vinen ikke rigtig til, den manglede ligesom lidt friskhed.
Så kom der en rigtig efterårsret; stegte kammuslinger med jordskokker og kantareller, som ved bordet blev overhældt med karl johan-suppe. En virkelig fyldig ret, som var meget lækkert sammensat. Vinen hertil sad lige i skabet.

Så kom der foie gras på banen, her i en flabet servering med majs og vilde ris (som gav tekstur til den bløde og fede lever), med lidt hindbærglace til. Vi forstod ikke helt de sjove tallerkner, men retten smagte fantastisk. Vi fik et glas Gevrey-Chambertin til – en superlækker rødvin fra Bourgogne.
Så var det tid til hovedretten; igen en hyldest til efteråret symboliseret med vildand, kvædekompot, græskarmos og quinoa, SÅ lækkert. Vi fik en skøn spansk (Emilio Moro) rødvin til.

Så var det tid til lidt ost; her kun danske oste, men i rimelig hampre udgaver. Jeg kender op til flere, som ville have gået kolde allerede i den anden ost. Nummer tre (dækket af knækbrød) måtte jeg give fortabt i, den smagte nærmest af ammoniak, men resten spiste jeg med stor fornøjelse. Vi fik et glas Banyuls til, en rødvin som smager henad portvin, og som gav et fint modspil til osten.
Desserttallerknen var lidt voldsom, og bestod af jernurtis og karamelsyltede pærer, men der var også brændt kakao, små mandelkager, nøddecreme. Vi fik en dejlig dessertvin til.


Vi sluttede af med kaffe og petit fours; godt med chokolade og sødt.
Måltidet som sådan var meget velafstemt, vi kunne ikke have spist en krumme mere, men fik nu også frisk brød et par gange.

Restauranten var helt fyldt denne aften (et slag på tasken, der var 45 gæster), og al servering blev varetaget af 2 tjenere og 1 elev. Der var god tid mellem retterne, men det betød altså at vi flere gange sad med tomme glas MEGET længe. Vi var på restauranten i 6 timer og fik 6 glas vin – ligegyldig hvor lækker vinen er, er det simpelthen for lidt! Der var temmelig længe mellem retterne, så vi undervejs måske fik spist mere brød end godt var – brødet smagte dejligt, men det er jo ikke det man skal spise sig mæt i.
Flere gange i løbet af aftenen glemte tjeneren os; han lovede at komme med en manglende kniv til min hovedret, men kom aldrig tilbage (vi fangede heldigvis eleven), og da vi fik dessertvinen en halv time før desserten, og derfor næsten havde drukket vinen da desserten kom, lovede han en refill, hvilket aldrig kom. Da han endelig kom for at rydde tallerknerne væk, og vi gjorde opmærksom på forglemmelsen, virkede det temmelig tåbeligt at foreslå en opfyldning. Vi fik allernådigst lov til at få et glas rødvin som kompensation.
I forhold til Århuspriser er Lieffroy en forholdsvis billig restaurant, og maden er virkelig en omvej værd – men vi sidder tilbage med en følelse af ikke at være blevet beværtet ordentligt. Efter vores overbevisning manglede der simpelthen en restaurantchef, som holdt øje med at alle gæster havde alt hele tiden. Ikke en eneste gang blev der spurgt om mad eller vin var tilfredsstillende, førend tallerknerne blev ryddet af.
En opfyldning af vinen til hovedretten plejer da at være kutyme på pænere restauranter. Jeg tager ikke på restaurant for at blive vildt beruset, men jeg behøver jo heller ikke kunne køre hjem.
Den dårlige beværtning gjorde også at vi i løbet af aftenen blev decideret sure, det der med at føle sig overset er ikke en følelse man skal sidde med på en gourmetrestaurant. Vi plejer at være temmelig flinke med drikkepenge, men denne aften udelod vi faktisk at give nogen, og jeg er ærlig talt i tvivl om vi ville gide turen på tværs af Danmark en anden gang.

9 kommentarer
  • God anmeldelse Signe det virker fair både på ris og ros.

    jernurtis *fnis* – sorry min hjerne KAN ikke læse det ord korrekt 😀

  • foodfanatic siger:

    Kære Signe
    Hvor ærgerligt med betjeningen. Den kulinariske del lyder ellers forrygende.
    Kh Nadia

  • Lis siger:

    Mad mæssigt lyder det som en lækker, lækker kro at spise på.
    Hvis man bliver betjent sådan som I oplevede det, så får jeg også kolde tæer og bliver noget så arrig, læs: undlader bestemt ikke at kommenterer det. Ærgerligt, at der så ikke var en gæstebog, det kunne skrives i. 😀 Så kan næste gæst jo se det, men ejeren kan jo også, så der kan blive ændret på det.

    Men lækkert ser det altså ud.

    Kh. Lis

    • Signe siger:

      Jeg tjekkede faktisk ikke om der var en gæstebog – har aldrig skrevet i sådan en.
      Ville nok hellere skrive min kritik i dette forum, så kan langt flere læse det (inkl. ejeren).

  • Signe siger:

    Især nøddecremen lyder lækker. Flotte billeder, du har fået taget.
    God torsdag 🙂

  • […] other experiences it seems that staffing is a general problem here. Signe reported  (Danish article) only three waiters (with one being an apprentice) on shift during her visit two […]

  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *