Grønkålssalat med sennepsvinaigrette

Nu er det ved at være sæson til kål igen, hvilket jeg finder herligt. Jeg er ret pjattet med det meste kål, så længe det bliver tilberedt med kærlighed. Især rå synes jeg meget kål er fantastisk, men fordi kål er så hård en grøntsagstype kan man roligt give det nogle tæv. Her mener jeg typisk en gang “æltning” som nedbryder kålens struktur og gør den nemmere at fordøje. Med grønkål er det dog ikke nødvendigt, det skal bare hakkes meget fint.
Jeg havde fået et stort bundt grønkål i min kasse fra Skagenfood, så der var både til at komme i lidt svampestuvning (i stedet for persille), til denne salat samt til en gang minestrone. Vinaigretten fjerner bitterstofferne fra kålen, men lad lige salaten få lov at trække i mindst 30 minutter, det kommer den kun til at smage bedre af. Desuden er kålsalater altid gode dagen derpå.
Jeg brugte desuden lidt granatæble fra samme kasse, som dog viste sig at have helt blege kerner, i stedet for de lysende røde. Smagen var dog den samme. Vi fik salaten til en gang frikadeller med sovs – det var et skønt efterårsmåltid.

Grønkålssalat med sennepsvinaigrette (4 pers.)
100 g grønkål, skyllet og ribbet
1 spsk grov sennep
1 spsk æbleedikke
1 spsk honning
3 spsk olivenolie
salt og peber
1/3 granatæble
1 håndfuld hasselnødder, ca. 30 g

Hak grønkålen forholdvist fint; du kan evt. gøre det i foodprocessoren. Pisk sennep, honning, eddike og olie sammen. Smag til med salt og peber. Vend kålen i dressingen og sørg for at det hele er godt dækket. Pil kernene ud af granatæblet, undgå at få de hvide hinder med, og drys dem ud over salaten. Hak hasselnødderne groft og drys også med dem.
Lad salaten trække på køkkenbordet i mindst 30 minutter og server så.

IMG_2597

Print Friendly, PDF & Email

Om Signe

Foodie, mor til to, lærer, hustru, storgrinende

Dette indlæg blev udgivet i salat og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.

CommentLuv badge